Status over VM i Finland – og de små marginaler
En flot indsats af det unge danske landshold
For ikke så mange år siden ville man i dansk orientering have været mere end begejstret for de mange top 10 -placeringer det unge danske landshold fik til det netop afviklede VM, ikke mindst fordi de blev opnået af 5 forskellige løbere, både herrer og damer. Men dels er man blevet lidt forvænt med medaljer ved de seneste 3 internationale mesterskaber, dels var det decideret ”stolpe ud” i flere tilfælde – og endelig skal de faktiske resultater jo sættes op mod målsætningen om medaljer, som er en af Team Danmarks klare forventninger til de 7 Verdensklasse-forbund, som DOF tilhører. Men selv om medaljer er målet, er de ingen selvfølgelighed – og det at være med i kampen om dem er jo forudsætningen for at vinde dem. Og det var både Maja Alm, Rasmus Thrane Hansen, Emma Klingenberg, Ida Bobach og Tue Lassen, der alle præsterede verdensklasseresultater, dvs individuelle top 10 placeringer, hvor små marginaler, enkelte vejvalg og andet kan gøre forskellen på medaljen eller ”ikke-successen”!
De danske (top-)resultater
I sprinten var Maja 4,5 sek (og et dårligt vejvalg på langstrækket) fra at vinde bronze – og Emma var trods flere fejl til sidst kun 4,6 sek fra podiet. Altså ”stolpe ud” – men i sig selv flotte resultater. Rasmus lå nr 2 efter post 19 af 24, og med samme vejvalg som nr 2 og 3 – havde han bevaret sin 2.plads. ”Stolpe ud” igen – trods et stort resultat! (Disse bemærkninger tager ikke højde for, at de andre konkurrenter selvfølgelig også kan have lavet større/mindre fejl!!)
På langdistancen ydede Tue en fantastisk præstation, og 8.pladsen var både en forløsning og en påpegning af hvor tæt han er på den absolutte top. Som man har kunnet høre (interviews på DOFs web-tv) og læse (på hans egen blog), har han hele VM-ugen kørt på grænsen af sin fysiske formåen – eller rettere over, da han hverken har kunnet træne eller restituere optimalt. Havde han det, var der ikke langt til hverken podie eller medaljer – under 3 min til bronzen. Ida og Emma løb nogle ok løb, og blev hhv nr 11 – og disk! Emma havde glemt at stemple ved væskeposten og var ellers blevet nr 12, hendes bedste langdistanceløb som senior.
På mellemdistancen var Ida decideret ”uheldig”, da hun i slutningen af det teknisk svære parti, bommede en post med 1½ min. Hun blev således igen nr 11, men havde utvivlsomt en stor del af æren for at Merje Rantanen, Finland vandt bronze. Således ”stolpe ind” for Rantanen, men ”ud” for Ida. Havde Ida løbet som hun dagen efter gjorde til stafetten, havde det sandsynligvis givet medalje. Maja blev en godkendt nr 10.
I stafetten lå det helt klart til en medalje til damerne efter de 2 første ture. Men ”stakkels” Emma fik endnu en skuffelse, da hun allerede på 1.posten røg ud af medaljekampen. Men sidste år var det Emma der til JWOC indhentede og overhalede Tove Alexandersson til dansk guld, og til Jukola/Venla var det Emma der vandt over Mari Fasting, Norge, som denne gang løb en fantastisk 2.tur for Norge, der vandt guld. Så ”stolpe ud” igen – men det kunne ligeså godt have været omvendt!
Søren Schwartz Sørensen og Andreas Boesen præsterede at komme i A-finalen, hvor de fik vigtige erfaringer – og i herrestafetten må man sige, at Søren Bobachs skade, Marius Thrane Ødums sene afbud og Tues sygdom var en hård åreladning, som ikke helt viser Danmarks formåen på herresiden, ligesom Tues 22.plads på mellemdistancen nok heller ikke står mål ved hvad en ”frisk” Tue kunne lave. Så alt i alt var danskernes indsats ikke så ringe endda – marginalerne var bare ikke helt på deres side.
Medaljefordeling – og nye tendenser
Ser man på VM som helhed, må Sverige nok kåres som VMs bedste landshold. Godt nok ingen guldmedaljer, men 4 sølv og 3 bronze, og værtsnationen Finland gjorde det også mere end godt med 1 guld, 2 sølv og 2 bronze. Dertil kommer Schweiz/Simone Niggli, Frankrig/Theirry Gueorgiou og Rusland/Leonid Novikov, der hver især scorede 2-4 medaljer. Norge reddede ”æren” ved guldet i damestafetten, Storbritannien, Letland og Ukraine fik hver en enkelt medalje. De ”skuffende” nationer var Schweiz’s herrer, Ruslands damer og så Norge individuelt – og så skal man vel også tage Danmark med!!
Individuelt set er der ingen over eller ved siden af Simone Niggli, der med sine 3 individuelle guldmedaljer er den største dameløber nogensinde. Så suveræn! Men også de2 svenskere Tove Alexandersson og Annika Billstam imponerede stort med 3 sølvmedaljer – og der er næppe nogen tvivl om, at Tove Alexandersson ligner den store fremtidige stjerne, som vores egne damer skal besejre for at vinde guld, og man må i det hele taget imponeres af de unge svenske løbere, der i den grad har markeret sig med medaljer og podiepladser. Thierry Gueorgiou er stadig et stort, stort navn – og alle ved at han næsten kun besejres, hvis han laver en af sine sjældne fejl. Hvis han fortsætter, er der utvivlsomt mange medaljer i ham endnu. Novikov, Rusland er et kendt navn på medaljelisterne, men at Valentins bror Leonid skulle få en slags gennembrud ved dette VM ved netop at besejre Thierry, lå ikke helt i kortene – hvorimod Rusland altid har præsteret fremragende i herrestafetterne. Edgars Bertuks, Letland, viste endnu en gang sit høje niveau, og så var det forfriskende at se Ukraine vinde bronze i herrestafetten – og for den sags skyld Scott Fraser, Storbrittanien vinde sølv i sprint. Ligeledes var det ikke Minna Kauppi, der vandt de individuelle damemedaljer for Finland, men Merje Rantanen og Venla Niemi – og på den måde kan man vel konstatere, at der fortsat er gang i et lille generationsskifte, at de store navne stadig kan, men at nye nationer også melder sig mere og mere på banen. Forfriskende og inspirerende nyheder for det unge danske landshold.
Medie-dækning mm
Der var faktisk fine muligheder for at følge konkurrencerne live, både via tv, gps-tracking og online-resultater, med en ny ”smart follow”, som lynhurtigt gav et godt overblik for ikke-tilstedeværende. Stor ros til arrangørerne/Finland for dette - og så var der vist så mange tilskuere som sjældent set før, og man kunne igen unde Finland, at de også præsterede de flotte resultater, som begejstrede både publikum og sponsorer.
Fra dansk side var der satset pænt med udsendelse af pressemeddelelser om de danske chancer, og i hvert fald Fyens Stiftstidende var deroppe hele ugen og sendte den ene flotte reportage efter den anden. Synd at der lige manglede de helt store resultater at skrive hjem om. Dertil var DOFs Web-TV team i den grad på mærkerne, med både interviews, reportager og billeder fra terræn mm – særdeles flot og oplysende trods lidt tekniske problemer her og der.
Næste opgave: World Games i Columbia
Nu har 4 af vores bedste løbere lige et par ugers pause, inden de tager til World Games i Columbia. Det drejer sig om Ida Bobach, Maja Alm, Tue Lassen og Rasmus Thrane Hansen, der alle skal løbe hhv en sprint, en mellemdistance og en mix-stafet i dagene 2.-4. august. Programmet skulle passe de danske løbere godt, så måske bliver det der de præsterer de ”store” resultater i år!!