Skip to main content

Skidt dansk mellemdistance ved EM i MTBO

| Administrator | Nyheder 2013

Ingen store danske præstationer ved MTBO EM mellemdistance, Ann-Dorthe Lisbygd bedste dansker.

De danske piger kom til kort på en ellers ganske fin mellemdistance tirsdag formiddag nord for Zamosc. Ann-Dorthe Lisbygd, Farum OK, blev bedste dansker som nr. 19, mere end 12 min. efter en suveræn Emily Benham, Storbritanien - som tog sin første guldmedalje ved et af de store mesterskaber (vandt VM sprint sølv i fjor). Camilla Søgaard, Horsens OK, kørte sig væk på post 1 og tabte her over 9 min! Marie Tindborg, Odense OK, ankom først til hotellet i nat/morges kl. 04.40 og det er naturligvis ikke optimale forberedelser. Hun endte som nr. 41 efter et noget svingende løb undervejs.

Terrænet var åbent, med en masse mindre stier og desværre også en del spor efter store skovmaskiner som mange ryttere ikke kunne skelne 100% fra de "rigtige" stier. I Polen må der køres udenfor de etableret stier og det var der lagt en del op til.

Med nordiske briller kan vi glæde os over at svenske Cecilia Thomasson endelig lykkedes med at få en medalje efter at have lagt op til det i et stykke tid. En ganske suveræn sølvmedalje, men mere end 2 min efter briten. Den finske veteran Ingrid Stengård tog bronzen i tæt kamp med en anden veteran, russiske Ksenia Chernykh, og den østrigske legende (i MTBO kredse) Michaela "Michi" Gigon.

De to største favoritter, Marika Hara og Susanna Laurila, begge Finland, kørte sig væk i skoven og endte som nr. 14 og 15, mens verdensmesteren Ursina Jäggi, Schweiz, endte som nr. 8.

Hos herrerne var der russisk sejr, Valerij Gluhov tog sin første individuelle guldmedalje (har tidligere vundet stafetguld), sølvet gik til finske Pekka Niemi og Jiri Hradil, Tjekkiet, vandt bronze.

Onsdag køres stafet
Der er lagt op til samme terræntype som ved mellemdistancen, når stafetten afvikles onsdag. De danske piger stiller op i rækkefølgen Ann-Dorthe, Camilla og Marie. Håbet er at de to førstnævnte kan lægge pres på de øvrige hold og måske skabe lidt luft. Finland er dog tårnhøje favoritter, men de har tidligere været hårdt ramt i stafetter af uheld. Schweiz er måske det eneste hold som kan true dem, selv om de ikke er så stærke som tidligere. I alt er der 12 hold til start og målet for det danske hold er top-6.
Starten går kl. 10.35 og det skulle igen være muligt at følge online resultater via EM sitet.

http://www.emtboc2013.pl/