NORT 5 – og NORT-afslutning
Absolut godkendte præstationer af Ida, Tue og Marius
Lige en kort opsamling på sidste afdeling af NORT 2013, en forkortet langdistance med jagtstart efter den samlede stilling i NORT. Ida Bobach startede ud som nr 7 og sluttede som nr 5, Tue Lassen startede ud som nr 17 og sluttede som nr 11, Marius Thrane Ødum startede ud som nr 25 og sluttede som nr 15 – så for de 3 blev det en god afslutning på en intens uge med 5 World Cup-løb, hvor de også alle ydede flere gode præstationer. Sidstedagen gik også rigtigt godt for de 3, selv om der nu også var problemer for dem alle!
De bedste danske præstationer
Ida startede godt ud, men i den første butterfly løb hun ind i et større bom – og siden gik det heller ikke helt problemfrit, og opgøret om 5.pladsen var tæt!! Men Ida løb i 5.bedste tid på etapen. Tue startede som nr 17 midt i et utroligt tæt felt, hvor Marius og Rasmus Thrane fx var under 1 min efter som nr 25 og 26. Så da Tue lavede fejl på ca 45 sek til 1.posten var de 3 danskere med i en stor gruppe, som fik sat rigtigt god fart på. De indhentede også flere og flere – men desværre faldt Rasmus fra i butterflyen. Tue og Marius var fint med efterhånden som gruppen rykkede opad – men det var meget tæt det meste af tiden. På 2. sløjfe var Tue på et tidspunkt oppe som nr 7 og han var faktisk rykket lidt fri på et tidspunkt, hvor han så alligevel tøvede lidt. Marius prøvede også alene på et tidspunkt, men faldt desværre fra gruppen herved – og det endte i et meget tæt spurtopgør om pladserne 6-14, hvor Tue så endte midt i, men efter et tilfredsstillende løb! Marius sluttede ca 1 min efter gruppen som nr 15. Rasmus faldt helt ned som nr 33. Tue og Marius’s gruppe løb hurtigst på etapen, og Tue havde 5.hurtigste tid på dagen og Marius 10.hurtigste.
De samlede resultater
De samlede vindere blev 2 schweizere Simone Niggli og Daniel Hubmann, og med 3 damer i top 10 og 5 herrer i top 6 må Schweiz siges at være den suverænt stærkeste nation i årets NORT. Hos damerne blev svenske Tove Alexandersson en stærk nr 2 foran landsmanden Annika Billstam, og med 3 damer i top 6 var Sverige jo bedste damenation. Ida Bobach blev som sagt nr 5.
De danske resultater
Danmark fik vist meget flotte resultater i de enkelte afdelinger, hvor Emma Klingenbergs 1. og 2.plads naturligvis var stærkt imponerende. Ida og Tue viste stabilt gode resultater og med en 3.plads hver også absolutte toppræstationer. Rasmus Thrane havde 2 topplaceringer som nr 5 og 6 og Marius viste med 10.pladsen på mellemdistancen og langdistancen, at det er her hans store potentiale ligger. Maja Alm fik ikke rigtigt vist noget af det, vi ved hun kan – og de andre danskere viste sig at være et godt stykke fra toppen med placeringer i den nederste tredjedel.
Men sammenlagt i World Cuppen ligger Ida nu nr 5 og Emma nr 7, og hos herrerne er Tue nr 8, Marius nr 15 og Rasmus nr 18. Det er længe siden, at Danmark har været så godt placeret på både herre- og damesiden.
Nu var det så sidste afdeling af NORT – ikke blot i 2013, men også for i hvert fald nogle år, da de 3 lande har besluttet at give projektet en pause. Selv om der har været pæn TV-dækning og flere nye forsøg, er det ikke lykkedes at skaffe de helt store sponsorater, og heller ikke blandt alle topløberne har der udelt tilfredshed med hele konceptet! Nu får vi se hvad der sker.
Ellers er løberne nu ved at lade op til næste weekends store stafet i Finland, Jukola – og så er der jo ikke så lang tid til WOC også i Finland fra 6.juli.
De samlede resultater fra NORT kan ses på http://www.nordictour.org/index.php?option=com_results&race=tour.