ikke mindst blandt de unge talenter
Elitecenteret i Århus havde i weekenden 17 medlemmer og enkelte udenfor centeret med på træningsweekend i det Nordjyske.
Små 40 km blev tilbagelagt på rutinerede Thomas Hjerrilds træningsoplæg, der lørdag bød på baner i Uggerby og Tværsted Klitplantager og søndag fysisk krævende baner i Rold Skov og Rebild Bakker.
”Det er særligt opmuntrende at se, hvordan yngre løbere som Andreas Boesen (OK Roskilde) og Søren Schwartz Sørensen (FIF Hillerød) bliver stærkere og stærkere af træningen på elitecenteret”, udtaler landstræner Lars Lindstrøm efter den succesfulde weekend. ”Og så er det også en fornøjelse at følge Ida Bobach, der til stadighed imponerer med både teknik og fysik” fortsatte træneren. I det hele taget var der en del yngre løbere med på træningsweekenden, blandt dem Ita Klingeberg (Faaborg), Stine Bagger Hagner (Silkeborg OK), Lars Hjerrild (OK PAN Århus) og Jakob Ekhard Edsen (Århus 1900).
Samlingen var sidste finpudsning af formen før de dygtige løbere skal prøve kræfter med resten af eliten og stærke udenlandske løbere når den sjællandske del af sæsonen for alvor starter med Danish Spring i næste weekend og DM Sprint og DM Ultra Lang weekenden efter.