World Cup 2011 afslutning
Maja Alm slutter som samlet nr 5
Så blev årets sidste store internationale orienteringsløb afviklet med en intens sprintkonkurrence i La Chaux-de- Fonds. Maja Alm havde en god chance for at forsvare sin samlede 3. plads fra sidste år, men havde ikke marginalerne på sin side og blev på sidste afdeling overhalet af 2 konkurrenter så hun sluttede på en bestemt acceptabel 5.plads. At det måske kan være lidt skuffende for Maja selv, når hun faktisk ikke er blevet dårligere placeret end nr 10 (i årets første afdeling af de 10), så har alle resultaterne været flotte, men lige manglet det allersidste – og Maja har ikke helt fået det gennembrud i år, som mange går og venter på. Maja ligger pt nr 13 på verdensranglisten.
Signe Søes blev nr 7 i dagens løb og slutter som nr 9 i den samlede stilling. Igen et absolut acceptabelt resultat, men igen har det ikke helt været Signes år individuelt set. Som hos Maja har det været flotte og stabile præstationer med stort set sikre top 10 placeringer hver gang – men de helt store resultater er udeblevet. Signe ligger på en imponerende 6. plads på verdensranglisten, hvor hun i årets løb har været oppe som nr 4 og her har hun stort set ligget de sidste mange år.
Ida Bobach sluttede som nr 36 – efter dog kun at have deltaget i 2 af årets 10 afdelinger, og hvis man sammenligner med det nye svenske navn Tove Alexandersson, der sluttede som nr 7, så er det altså en pige som Ida slog 3 gange til årets juniorverdensmesterskaber. Ida ligger pt nr 21 på verdensranglisten – og da hun nu rykker op som senior, får det danske landshold et skræmmende stærkt hold, ungt og talentfuldt, og med Signes store internationale erfaring, kan man sagtens håbe at de alle 3 vil kandidere til top 5 eller højere næste år.
Damernes World Cup afslutning
Det blev en dramatisk afsluttende afdeling, idet den førende gennem hele sæsonen og den store WOC-triumfator på langdistancen, svenske Annika Billstam simpelthen bommede sig væk mellem post 5 og 6, eller rettere hun løb direkte fra post 5 til post 8, som der sådan set også var en direkte streg til da strækket post 7-8 gik gennem post 5!! Så var Annika ude, og selv om den anden svenske superstjerne Helena Jansson ”kun” blev nr 3 i dag, sikrede hun sig den samlede World Cup sejr selv hun slet ikke deltog i de 3 første afdelinger i NORT. Finske Minna Kauppi vandt dagens etape og via 4 superpræstationer de sidste 14 dage, blev hun en samlet nr 2 i årets World Cup, hvor svenske Lena Eliasson blev samlet 3-er efter udelukkende stærke sprintresultater i årets løb. Annika Billstam sluttede som nr 4.
Herrernes World Cup afslutning
De danske herrer var kun repræsenteret af Tue Lassen i dagens finale og han blev nr 26 i dag. Tue har ikke haft nogen stor World Cup sæson og slutter som nr 37, hvor han sidste år blev nr 17. Tue har dog også været skadet til flere af årets afdelinger, og han ligger pt som en delt nr 16 på verdensranglisten som vidne om hans internationale niveau. Næstbedste dansker på World Cup listen er Søren Bobach, der imidlertid har været skadet til de sidste 7 afdelinger og derfor slutter som nr 52.
Herrernes World Cup blev vundet suverænt af schweiziske Daniel Hubmann, der vandt for 4. år i træk og ydermere vandt dagens etape efter at have ført hele løbet. De schweiziske herreløbere er fantastiske sprintere og over dem alle er så Daniel Hubmann, der også blev årets verdensmester i sprint. I årets World Cup var der også schweizisk dominans med 4 af de 5 bedste, og kun franske Thierry Gueorgiou kunne kile sig ind på den samlede 2.plads efter at være blevet nr 4 i dag. Thierry fører dog ganske suverænt på verdensranglisten.
Skal man se lidt nærmere på dagens sprint, kom de værste trusler mod Daniel Hubmann fra de unge ”sprinteksperter”, svenske Jerker Lysell, der blev nr 2 og 1. års seniorløberen Matthias Kyburz fra Schweiz.
Nu kan alle de danske og internationale topløbere samle kræfter til næste sæson, hvor der både vil være NORT, EM i Sverige og WOC i Schweiz – og imens vil de måske bruge nogle af deres kræfter på de lidt kontroversielle planer for fremtidens WOC- distancer og konkurrenceformer, der er fremlagt af det internationale orienteringsforbund, IOF, og som mange topløbere er meget imod.
Samtlige resultater, gps-tracking mm kan findes på arrangørernes hjemmeside.
http://www.postfinancesprint.ch/index.php?in=ranglisten