Skip to main content

Årets tredje danske mesterskab står for døren

| Administrator | Nyheder 2011

DM Nat med indendørs opløb i ridehal

Efter en succesfuld DM-weekend i det jyske, er det i den kommende weekend atter på Sjælland, det sker, når de danske mesterskaber i natorientering afholdes ved Gurre Sø i Nordøstsjælland. Arrangøren, HSOK, har sikret de ca. 300 deltagere optimale forhold, da de sidste meter af opløbet og alle stævnefaciliteter findes indendørs i Tinkerupgaards store, moderne ridehal. Og med et fint, nyt kort og Danmarks bedste H 50-er, Rolf Lund, som banelægger, er der lagt op til en spændende konkurrence i det lynhurtige terræn.

Specielt i H 21 er det spændende at se, om nogen kan true sidste års mester, René Rokkjær, OK Pan Århus, der atter er kommet ned fra H 35 for at drille seniorerne. Men mon ikke hans formstærke klubkammerat, Rasmus Djurhuus, vil gøre en del for at vise, at han er Nordsjællands ukronede DM-konge. Landsholdsløberne Tue Lassen, Faaborg OK, og Søren Bobach, Silkeborg OK, bør også regnes til favoritfeltet. Endnu en rutineret natræv, Thomas Jensen, Tisvilde Hegn OK, vil kunne blande sig i kampen om Trimtex Cup pointene.

Dameklassen uden de bedste navne bliver formentlig et opgør mellem sidste års sølvvinder, Inge Knudsen, Faaborg OK, bronzevinderen Zenia Heilskov Mogensen, OK Pan Århus, og årets himmelstormer, Lea Reime fra AKIF. Sidstnævnte har haft en imponerende debut i o-idrætten og det skal blive spændende at se, om hun også allerede har tilegnet sig natorienteringens svære kunst.

I D 20 er Ida Bobach naturligvis kæmpe favorit, mens der kan komme et spændende opgør om de næste pladser. Der tegner sig også et spændende opgør i H 18, hvor guld- og sølvvinderen fra 2010, Mikkel Sørensen, OK Melfar og Jakob Ekhard Edsen fra Århus 1900 vil blive presset hårdt nedefra af hjemmevante nordsjællandske stortalenter med Thor Nørskov fra OK Øst Birkerød i spidsen. I H20 er Marius Thrane Ødum, OK Øst Birkerød, storfavorit.

Skulle du have lyst til at opleve stemningen ved et natløb og følge en god konkurrence, får du næppe bedre muligheder end i år, så lad dette være en stærk opfordring til alle orienterings-interesserede nordsjællændere, der ikke allerede måtte være at finde på startlisten, til at kigge forbi i Tinkerup et ejendomsmæglerstenkast øst for Tikøb lørdag aften. Første start er kl. 21.30 og stævnet forventes at være afsluttet lidt efter midnat.

http://www.hsok.dk/orienteringsafdelingen/pages/arrangementsudvalget/DM%20nat%202011/Indbydelse_DM_Nat_2011.htm