Regnvejr kunne ikke sætte en stopper for glæden blandt de mange deltagende skolebørn
Selvom det regnede det meste af formiddagen i Bygholm Park, blev Naturløbet en stor succes med masser af glade børn fra skolerne i Horsens.
Horsens OK med formand Lars Sørensen i spidsen stod for et fint arrangement i Bygholm Park, hvor knapt 200 elever deltog på 2 forskellige baner, dels en bane med poster i valgfri rækkefølge, dels en super-sprint-bane. Det var iøvrigt samme Lars Sørensen, der for godt et år siden gjorde DOF opmærksom på kampagnen Aktiv Rundt i Danmarks eksistens.
Radio Horsens var til stede og lavede en rapportage, der vil blive sendt i "Morgenshowet" torsdag d. 10. juni mellem kl. 08:00 og 09:00.
Anja Søholm fra Arla kom også forbi og kunne konstatere, at vejret ikke er nogen hindring, hvis man vil tættere på naturen.
Næste Naturløbs-arrangement afvikles torsdag d. 17. juni i forbindelse med Viborg Idrætsråds "Sportspraktikdag" for alle Viborg Kommunes 5.klasser i Bjerringbro Idrætspark. Her vil der bl.a. blive sat "dansk rekord" i samlet start, idet arrangementet afsluttes med samlet start for samtlige 8-900 elever.
Viborg OK og Karup OK står for afviklingen af Naturløbet i Bjerringbro.
http://www.aktivrundti.dk/om-kampagnen/naturloebet