Lindstrøm vinder Danmarks fornemmeste trænerpris
For tredje gang var Lars Lindstrøm nomineret til Team Danmarks Talentpris – og endelig lykkedes det.
Lørdag aften blev Lars Lindstrøm hædret med den fornemmeste trænerpris – dette skete ved den årlige sportsgalla I Herning messecenter. Lars Lindstrøm har siden efteråret 2004 stået i spidsen for juniorlandsholdet, og siden junior-VM i Schweiz i 2005, hvor herreholdet vandt en femte plads er der sket en fantastisk udvikling i dansk juniororientering. Lars Lindstrøm blev nomineret for hans vedholdende, seriøse og indsigtsfulde arbejde. Hvert år siden 2006 har juniorholdet vundet medaljer ved junior VM, hvilket er ganske unikt for en orienteringsnation som Danmark. På juniorsiden har Danmark siden 2007 været blandt de stærkeste nationer i verden, og det er ikke mindst på grund af Lars Lindstrøm og den trænerstab der har trænet, undervist og motiveret juniorgruppen de sidste fem år. Der er skabt en kultur af vindere, hvilket lover godt for fremtiden.
”Jeg er virkelig stolt over prisen. For fire år siden var vi ikke blandt de 10 bedste - nu bliver vi skuffede, hvis vi ikke kommer hjem med medaljer. Det beviser, at alt kan lade sig gøre, når man bare tror nok på det," siger en glad Lars Lindstrøm.
I sin tale fra scenen i Herning takkede Lars Lindstrøm de unge løbere, hvis glæde er en daglig motivationsfaktor for ham, ligesom han takkede Team Danmarks eksperter og sin trænerkollega Sune Jørgensen.
Showet og prisoverrækkelsen kan ses på DR’s hjemmeside – Lars Lindstrøm får overrakt prisen efter ca. 16 min.
http://www.teamdanmark.dk/CMS/cmsdoc.nsf/content/tdwb7zjkyk