Skip to main content

Festen forsætter - Sølvmedalje til Søren Strunge

| Administrator | Nyheder 2008

Dansk dominans hos herrerne & Line Pedersen nr. 4 hos damerne

Medaljehøsten fortsætter ved verdensmesterskaberne i mountainbikeorientering. På dagens mellemdistance kørte Søren Strunge sin hidtil bedste VM placering hjem, da han tog sølvet foran et skarpt felt. I 50 nervepirrende minutter lå guldet faktisk i Sørens hænder, og han måtte spændt se til fra sidelinien mens den ene konkurrent efter den anden kørte i mål.
- ”Jeg føler faktisk ingenting lige nu, jeg er helt tom indeni, jeg laver tre mindre fejl derude som koster mig ca. 1,5 minut i alt, så jeg er ikke sikker på, jeg kan holde på medaljerne, men nu får vi se..” Det viste sig dog, at kun en enkelt konkurrent kunne slå Sørens tid, australieren Adrian Jackson kørte 26 sekunder hurtigere og snuppede guldet. Sørens drikkedunk fik en lufttur, men glæden over sølvmedaljen fik dog hurtigt overtaget.
- ”Det er super fedt. Selvfølgelig er det ærgerligt, at jeg ikke lige kører 27 sekunder hurtigere, men lige nu er jeg bare super super glad for, at jeg holder sølvet. Om jeg bliver skuffet senere, må vi jo se til, men lige nu er det super fedt”.

Dagens skov bød på et underlag med mange løse grene, hvilket var hårdt ved cyklerne. Den nykårede verdensmester på sprintdistancen, Lasse Brun Pedersen, nåede ikke at kæmpe med om dagens medaljer ret længe, før han røg ud af topkampen med en knækket kæde. Bjarke Refslund var heller ikke gode venner med underlaget og måtte udgå på grund af en knækket bagskifter. Torbjørn Gasbjerg har også et uheld med sin bagskifter, men fik vredet den nogenlunde på plads og kørte alligevel en 8. plads hjem.
- ”Det er sgu ærgerligt, jeg ligger til medaljer, da det sker. Men bare rolig jeg tager en senere på ugen”, siger en lidt ærgerligt Torbjørn Gasbjerg med et glimt i øjet.

VM debutanten Erik Skovgaard Knudsen overraskede med en meget flot 10. plads, 6 sekunder foran holdkammerat Allan Jensen på en 12. plads. På trods af diverse uheld kører hele 4 danskere sig altså i top 12 – lidt af en magtdemonstration fra de danske drenge.

Gårsdagens top 10 placering til Line Pedersen havde gjort hende sulten efter mere, og hun kørte på trods af et ikke fejlfrit løb en imponerende 4. plads i hus. Det er den suverænt bedste danske VM placering på damesiden nogensinde. Det lover rigtig godt inden langdistancen på fredag, der må siges at være Lines favoritdistance.

Link til VM hjemmesiden herunder

http://www.wgl.pl/domeny/mtbo-pl/woc.htm