De sjællandske 1. divisionsklubber afviklede søndag 1. runde på Lolland.
For første gang nogensinde blev der afviklet en divisionsmatch på Lolland. Maribo OK og Herlufsholm OK var gode arrangører i en flot – og meget flad – Hydeskov / Flintinge Byskov.
Kampen om førstepladsen var meget jævnbyrdig, men det blev de forsvarende sjællandske og danske mestre fra Tisvilde Hegn, der trak det længste strå. Resultatet blev 102,5 – 98,5. Det var ellers FIF Hillerød, der havde hurtigste herre- og dameløber i skikkelse af hhv. Rasmus Djurhuus og Anne Konring Olesen.
I bunden var der sejr til OK Roskilde over OK Øst Birkerød med 115 – 86.
Alle klubber var dog ramt af et stort frafald. Det var den helt store konfirmationssøndag – ligesom at mange af de bedste løbere var på trænings-weekend. Så det var her klubberne skulle vise deres "bredde".
Stilling: Tisvilde Hegn OK 6 p; FIF Hillerød 4 p; OK Roskilde 2 p; OK Øst Birkerød 0 p.
Morten Jensen