Sidste formafpudsning inden VM
I tirsdags blev landsholdet, der rejser til VM i Ukraine (18.-26. aug.) offentliggjort.
DM Mellemdistance er løbernes sidste konkurrence-test inden VM og feltet er det stærkeste som kan præsteres på dansk grund.
Favoritterne hos damerne (D21) Signe Søes (OK Pan) og forsvarende mester Anne Konring-Olesen (FIF Hillerød) starter 11.34 og 11.40. Vinderen er fundet ca. 12.15.
Favoritfeltet hos herrerne (H21) er større og den første starter 11.54, hvorefter der starter en A-seedet hvert 6. minut frem til kl. 12.42. Vinderen er fundet ca. 13.15. Favoritten til titlen er den forsvarende mester René Rokkjær (OK Pan), men ved den mindste fejl vil de unge stjerner som Tue Lassen og Christian Nielsen (begge Faaborg OK) stå klar til at overtage tronen.
Hos juniorerne dyster brødrene Christian og Søren Bobach (Silkeborg OK) mod hinanden i H-17-20. Christian har netop vundet bronze på langdistancen ved VM i Australien og Søren, der er lillebroderen, vandt VM guld sidste år på mellemdistancen. Men der kan forventes hård konkurrence fra bla. Rico Hejlskov Mogensen der blev nr. 7 til junior-VM på sprint distancen.
Hos pigerne i D17-20 er fænomenet Maja Alm (HTF Haderslev) storfavorit. Maja vandt junior VM bronze på sprinten og har netop som den første dansker vundet juniorklassen i verdens største etapeløb O-Ringen i Sverige.
http://www.herning-orienteringsklub.dk/arrang/dmm2007/index.htm