Skip to main content

EYOC 2007

| Administrator | Nyheder 2007

For 6. gang arrangeres European Youth Orienteering Championsship (EYOC), og for første gang er Danmark med.

Der er ialt tilmeldt 435 løbere og ledere fra 28 lande, og eneste stærke nation der glimrer med sit fravær er Sverige.

Undertegnede var sidste år tilskuer til sprinten ved EYOC i Slovenien og kunne konstatere stærke præstationer af nogle af de traditionelle B/C nationer (fx Portugal, Spanien og Bulgarien), der mødte med nogle løbere med en løbestil man normalt kun ser i baneløb, og det skal blive spændende at se om disse nationer kan fortsætte den positive udvikling også i år.

Løberne er inddelt i 2 aldersgrupper HD16 og HD 18, og det er i førstnævnte Danmark stiller op.

Det danske hold er:
D 16
Nanna Dybdal Abrahamsen, Århus 1900
Stine Bagger Hagner, Silkeborg OK
Emma Klingenberg, Fåborg OK
Camilla Søgaard, Horsens OK

H 16
Henrik Bendt, Allerød OK
Andreas Boesen, OK Roskilde
Kristoffer Sloth, Aalborg OK
Marius Thrane Ødum, OK Øst

Ledere er U16 landstræner Michael Sørensen og Lisa Hansen.

Om forventningerne til det danske hold udtaler U16 landstræneren: ”Der er ikke opstillet nogen egentlig resultatmålsætning, men det bliver spændende at se, hvordan det danske niveau i denne aldersklasse generelt ligger i forhold til resten af Europa. For den enkelte løber bliver det en kæmpeoplevelse at deltage i dette mesterskab, hvor de for første gang vil være iklædt den rød-hvide landsholdsdragt. Vi ved af erfaring, at de bedste løbere til EYOC, er de samme som om et par år vil være med til at kæmpe om medaljerne ved Junior-VM, så der er ingen tvivl om, at det er den stærkest tænkelige konkurrence, der møder de danske løbere. Vejrudsigten lover op til 34 grader, så sammen med de kuperede terræner ligger der her yderligere en udfordring. Men stemningen er høj og forventningsfuld hos både løbere og ledere!”

Programmet er:
- Torsdag: rejse og model event
- Fredag: model event og sprint
- Lørdag: langdistance
- Søndag: stafet

Sprinten forventes det bliver flad og letløbt, hvorimod der ventes stærk kupering på langdistancen og ikke mindst stafetten.

http://www.eyoc2007eger.hu/