Skip to main content

Maja Alm matchede verdensstjerner

| Administrator | Nyheder 2007

I Eskilstuna Zoo deltog Maja Alm, HTF i dag i den svenske Eliteserie i sprint i kamp med adskillige verdensstjerner og blev imponerende nr. fem.

Lars Lindstrøm, juniorlandstræner, kalder Maja Alms resultat i dag for hendes internationale gennembrud. Maja er stadig junior, men var i dag tilmeldt i den svenske Eliteserie. En serie af løb, hvor verdens bedste seniorer konkurrerer. Vinder i dag blev, som så ofte før, den flerfoldige verdensmester og sølvvinder ved VM i fjor i Århus, Simone Niggli-Luder, Schweiz.
På anden pladsen kom VM bronzevinderen på samme distance, Kajsa Nilsson, Sverige, på tredjepladsen dette års svenske mester i sprint, Helena Jansson, på fjerdepladsen VM bronzevinderen på den lange distance, Dana Brozkova og så på femtepladsen, danske Maja Alm. Herefter var der ”hele” syv sekunder ned til nr. seks, russiske Tatyana Ryabkina.

- ”Hendes resultat i dag bekræfter, at hun er hvor hun skal være, når det i næste uge går løs til NOC på Bornholm, og hendes præstation i dag er resultatet af stenhård og intensiv træning gennem det sidste halve år”, var juniorlandstræner Lars Lindstrøms entusiastiske vurdering fra Eskilstuna Zoo her til aften.

Maja selv beskrev sit imponerende resultat således: -”Det er lidt cool og meget fedt at stå på præmieskamlen sammen med nogle af verdens allerbedste orienteringsløbere og heriblandt den bedste af dem alle, Simone Niggli-Luder”.

Resultater:
Damer, 51 deltagere, 2.440 m
1.\tSimone Niggli Luder, Schweiz 11.19
2.\tKajsa Nilsson, Sverige 11.49
3.\tHelena Jansson, Sverige 12.18
4.\tDana Brozkova, Tjekkiet 12.18
5.\tMaja Alm 12.19


http://www.eol.se/File/Totalresultat.html