En stor orienteringsprofil stopper
Dette VM i orientering var Carsten Jørgensens sidste. På torsdag tager han med sin kone, Jenny Adams, og deres lille datter til New Zealand for at bosætte sig permanent.
Carsten Jørgensen har optrådt 15 år i landsholdstrøjen og har deltaget i otte VM’er på stribe (1995-2006).
De fornemmeste resultater er hans VM-stafet-guld i 1997 i Norge sammen med Chris Terkelsen, Torben Skovlyst og Allan Mogensen. Individuelt vandt han VM-bronze på langdistance i 1995 i Tyskland og blev nr. fire på samme distance i både 1997 og 2003 i Schweiz.
Carsten Jørgensens resultater er nået, naturligvis fordi han er en meget dygtig orienteringsløber, men han vil også blive husket for sin formidable løbsstyrke, som da han var bedst, var frygtet af alle.
Hans løbsstyrke og præstationer gjorde ham også kendt uden for orienteringskredse. Blev således Europamester i cross i 1997 og er fortsat indehaver af de nordiske rekorder på halvmaraton og 10 km landevejsløb. Eremitageløbet har han vundet seks gange.
Carsten Jørgensen har gennem sin umenneskeligt hårde og banebrydende træning været en foregangsmand og inspirator for en hel generation af eliteudøvere.
Han har sat en meget høj standard med sin enorme træningsvilje og træningsmængde. Og når træningen har været hårdest og kraftreserverne udtømt, har der stadig altid været overskud til en humoristisk bemærkning.
Til trods for sine fantastiske resultater og enorme talent, har han hele sin karriere fastholdt en beundringsværdig ydmyghed. Dette har også betydet at han har nydt stor popularitet i hele orienteringsverdenen på tværs af landegrænser.
Både i klub og landsholds-miljøet har Carsten altid udvist en positiv og konstruktiv attitude uanset om han personligt eller holdet har oplevet modgang. Han har altid været eksponent for stor professionalisme og seriøsitet, men har aldrig optrådt hverken selvhøjtideligt eller egoistisk.
Om Carsten Jørgensen udtaler hans mangeårige landsholdskollega Chris Terkelsen: - Det har altid været fantastisk at løbe på stafethold med Carsten fordi konkurrenterne frygtede ham mere end nogen anden og derfor ofte blev slået mentalt allerede inden de skulle i skoven. Carsten var måske den, der var mindst bevidst om denne indvirkning sine konkurrenter, og Chris Terkelsen slutter - Carstens særegne og kraftbetonede løbestil har helt sikkert været med til at forstærke denne effekt.
I forbindelse med VM's afslutningsceremoni blev der på stævnepladsen taget afsked med Carsten ved DOF's formand Ole Husen og Carstens landsholskollega gennem mange år, Chris Terkelsen.
En rørt Carsten modtog folks varme, velmente og velfortjente bifald.
Ligeledes blev Carsten om aftenen under VM-banketten for alle landsholdene, hyldet og takket af landstræner Jakob Ødum og Chris Terkelsen.
En flot og velfortjent afsked med "en stor orienteringsløber" og en god ambassadør for vores idræt.
Vi ønsker Carsten al mulig god vind "down under".