Påskeløbene er breddens hjemmebane. 2006 bliver ikke nogen undtagelse.
Det smager af fremgang. Deltagerantallet til årets påskeløb er tæt på det maksimale. Vejrudsigten lidt blandet, men udfordringen på Rømø ikke til at tage fejl af.
Det bliver bare sundt, sejt og uimodståeligt skønt. Vinden vil være skarp og lyset stærkt på hedestrækningerne helt imod vest.
Her kryber træerne sig tæt til klitterne. Marehalmen stikker i lårene og lyngen er mørk brun som kontrast til tørt og vintertørt græs.
Og himmelen er høj og gerne blå. Skyer er noget der kommer forbi, men solen er den stærkest.
Poster vil vinke os i møde, eller drille os i deres skjul bag bjergfyr eller klittop. Kompasset vil blive en kær ven i det åbne, hvor stierne helt mangler, og kortet vil give os masser af muligheder for at bomme, lave parallelfejl eller blive helt væk.
HTF står bag løjerne. Det bliver bare flot, hårdt og dejligt. Hjemme i indkvarteringen venter god mad, lidt rødvin og masser af eftersnak.
Her er smeltediglen. Her bliver drømme til nye store arrangementer. Her støbes klubbens og forbundets fremtid. De vigtigste aftner i dansk orientering.
Påskeløb har det hele. Også en DOF bil og en glad general. Vi ses.