Første afdeling af MTB-O-Cup afviklet
Løbet, der også var iagttagelsesløb til VM i Slovakiet, blev kørt søndag i Tisvilde Hegn.
Søndag den 22. maj blev 1. afdeling af mtb-o-cup 2005 afholdt. Løbet tæller som iagtagelsesløb til VM, som afholdes i Slovakiet til september.
I alt havde ca. 110 deltagere fundet vej til Tisvilde Hegn, hvor Tisvilde Hegn OK stod for et fint arrangement i lækkert terræn og godt vejr.
Særligt H21-klassen havde tiltrukket et meget stærkt felt med både kendte og nye navne. Klassen blev vundet af Claus Stallknecht, Ballerup OK som
vandt med kun 10 sek. til Søren Strunge fra Søllerød OK. På 3. pladsen kom Lasse Pedersen fra Ballerup OK, som var ca. 4 min. efter de 2 forreste.
I dameklassen vandt Amparo Gil-Brotons, Tisvilde Hegn OK i suveræn stil foran Helene Hausner, OK Øst.
Til august afholdes yderligere to iagtagelsesløb til VM, og særligt i herreklassen ser det ud til, at Danmark vil kunne stille et stærkt hold.
At mtb-o også er en sport for bredden ses iøvrigt i, at klasserne H40, H50 og H60 alle var pænt besat til stævnet med mellem 10 og 22 deltagere. Den ældste deltager til stævnet var Knud Høyer, HSOK (83 år), som på imonerende vis gennemførte H60-banen på ca. 2½ time på sin cykel, der nok har været en smule tungere at træde end de unge knægtes toptunede udstyrsstykker.
Old-girlsklasserne er ikke helt så godt besat, men det håber vi kommer hen af vejen - der er ihvertfald ingen grund til at holde sig tilbage.
Derudover var det meget få jyder, der havde fundet vej til Tisvilde, hvilket måske er meget naturligt. Endnu har mtb-o ikke helt fået samme
gennemslagskraft i Jylland og på Fyn, som i Nordsjælland - men også det må der arbejdes med.
Endelig appelerer mtb-o åbenbart ikke til juniorgrupperne, hvilket vi dog også har en forventning om vil ændre sig med tiden, da flere og flere efterhånden får øjnene op for mtb, som god alternativ træningsform - også for juniorer, som skal konkurrere på topniveau.
De sidste 3 afdelinger af mtb-o-cuppen, herunder FM, køres alle i efteråret - hvor vi håber på endnu flere deltagere.
MTB-O-Udvalget/Peter Sinding Poulsen