Finsk terræn for krævende til danske o-løbere
Hvis verdensmesterskabet på den klassiske distance skal være hårdt, er det her et rigtigt VM, sagde en træt Helene Hausner, der med en 25. plads blev bedst placerede dansker i dagens konkurrence ved verdensmesterskaberne i orienteringsløb nord for den f
Hvis verdensmesterskabet på den klassiske distance skal være hårdt, er det her et rigtigt VM, sagde en træt Helene Hausner, der med en 25. plads blev bedst placerede dansker i dagens konkurrence ved verdensmesterskaberne i orienteringsløb nord for den finske by Tampere.
Bedste danske herreløber blev overraskende den unge Horsens-løber Troels Nielsen. Han sluttede som nummer 33 næsten 16 minutter efter den norske vinder, Jörgen Rostrup. De danske veteraner Allan Mogensen og Carsten Jørgensen havde begge en dårlig dag og sluttede langt nede i rækkerne.
I det meget uvejsomme terræn blev det som ventet de fysisk stærke norske og finske løbere, der dominerede. Kun hos kvinderne lykkedes det schweizeren Simone Luder at klemme sig ind foran to finner og vinde med en margin på kun 3 sekunder.
"Efter kvalifikationsløbet i går håbede jeg på et rigtig godt løb i dag", sagde Helene efter løbet. "Men jeg kom rigtig dårlig fra start. Både post 1 og 2 bommede jeg. Jeg tror det rystede mig lidt."
Terrænet var præget af meget underskov af bregner og langt græs og med stenet bund.
"Jeg fik aldrig rigtig flow i løbet", forklarede Helene. "Vegetationen var meget tæt på den første del af løbet. Over flere stræk løb jeg parallelt med Boström (fra Finland, red.), men bare vi var fem meter fra hinanden, kunne vi ikke se hinanden."
For Allan Mogensen, der efter gårsdagens dårlige kvalifikationsløb havde en meget tidlig start, voldte undervegetationen også problemer: "Jeg måtte løfte benene meget højere end de løbere, der kom senere. Jeg havde svært ved rigtig at komme op i fart. Først mod slutningen blev det mere åbent, men der bommede jeg så lidt", sluttede en lidt slukøret Allan Mogensen.
Stævnepladsen blev helt domineret af fjernsynsdækningen på storskærm, hvor løbernes passage af flere poster blev vist. Billederne blev suppleret med udvalgte vejvalg, der kunne vises live på grund af det positionsudstyr løberne bar på ryggen.
I morgen er det hviledag inden stafetten på torsdag og fredagens kvalifikationsløb til kortdistancen.
Resultater.
VM i orienteringsløb, Klassisk distance, Tampere, Finland
Mænd:
1. Jörgen Rostrup NOR 1.29.43
2. Jani Lakanen FIN 1.30.17 +34
3. Carl Henrik Björseth NOR 1.31.58 +2.15
4. Björnar Valstad NOR 1.32.52 +3.09
5. Fredrik Löwegren SWE 1.33.18 +3.35
6. Janne Salmi FIN 1.33.50 +4.07
7. Valentin Novikov RUS 1.33.59 +4.16
8. Thomas Buehrer SUI 1.34.13 +4.30
9. Mats Haldin FIN 1.34.48 +5.05
10. Jarkko Huovila FIN 1.35.23 +5.40
33. Nielsen Troels\t\tDanmark\t\t\t1.45.41\t\t+15.58
36. Ingvardsen Mads\t\tDanmark\t\t\t1.46.52\t\t+17.09
40. Jørgensen Carsten\t\tDanmark\t\t\t1.49.28\t\t+19.45
47. Mogensen Allan\t\tDanmark\t\t\t1.54.48\t\t+25.05
Kvinder:
1. Simone Luder SUI 1.14.57
2. Marika Mikkola FIN 1.15.00 +3
3. Reeta Kolkkala FIN 1.15.43 +46
4. Anette Granstedt SWE 1.16.17 +1.20
5. Johanna Asklöf FIN 1.16.23 +1.26
6. Hanne Staff NOR 1.17.07 +2.10
7. Liisa Anttila FIN 1.17.28 +2.31
8. Katarina Allberg SWE 1.18.18 +3.21
9. Cecilia Nilsson SWE 1.18.30 +3.33
10. Vroni König-Salmi SUI 1.20.14 +5.17
25. Hausner Helene\t\tDanmark\t\t\t1.28.33\t\t+13.36
32. Høyer Maria M.\t\tDanmark\t\t\t1.29.46\t\t+14.49
41. Fjordside Yvonne\t\tDanmark\t\t\t1.34.45\t\t+19.48