Skip to main content

Danmark nummer 11 på World Cup sprintstafetten i Italien

| Camilla Bevensee | Nyheder

Det danske andethold løb sig til en 11. plads på dagens sprintstafet i Nervi ved Genova, til sprintstafetten ved World Cuppens anden runde i Italien. Stabile præstationer, hvor der kun blev lavet mindre fejl på de fire ture. Den fine præstation af andetholdet, rakte til en 8. plads samlet, når der kun tælles et enkelt hold med fra hver nation, og det kan de danske løbere på 'Danmark 2' godt være tilfredse med. 

En stærk start fra Malin Agervig Kristiansson, der på trods af en lang gafling, skiftede efter førsteturen som nummer 12, kun omkring 10 sekunder fra medaljerne, og en stærk afslutning af Nicoline Friberg Klysner, der sled sig foran det ungarske førstehold i spurten, var noget af forklaring bag det danske andetholds gode forudsætninger for at lykkes og tage sig i mål foran førsteholdet. Men også andentur Emil Øbro og tredjetur Oscar David Broman Jensen, løb gode ture. Emil hentede nogle sekunder og hele 6 placeringer på sin tur, så han skiftede som 6'er, mens Oscar holdt godt sammen på det, på sin debut på sprintstafetdistancen til en World Cup, men tabte lidt og skiftede som nummer 18. 

VM-holdet, dagens danske førstehold, der i midten af juli skal løbe sprintstafet til WOC 2024 i Edinburgh, fik ikke den bedste generalprøve i Italien i dag. Josefine Lind havde ellers været godt med på førsteturen for førsteholdet, hvor hun på arenapassagen lå nummer to, lige efter Schweiziske Natalia Gemperle, men efter en fejl på starten af sidste runde, røg hun et godt stykke ned i flokken af hold og skiftede som 23'er i mål. Andentur på førsteholdet, Andreas Bock Bjørnsen, løb for revanche og tog sig rundt i 6. bedste tid på sin tur, som han skiftede på som nummer 14. Tredjetur Jacob Steinthal løb sig op igennem feltet undervejs og hentede det danske andethold, men begge lavede en lille fejl næsten til sidst, og Jacob skiftede for førsteholdet som nummer 15, fem sekunder foran andetholdet. På sidsteturen løb Ida Agervig Kristiansson en god tur frem til arenapassagen, men tabte en smule til sidst, hvor Nicoline Friberg Klysner kom foran, og Ida tog førsteholdet ind til en 13. plad, 16 sekunder efter andetholdet. 

På det danske tredjehold, blev der også kæmpet hele vejen rundt. Lotte Markussen skiftede som nummer 40 efter førsteturen, lidt mere end to minutter efter suveræne Natalia Gemperle fra Schweiz og sendte Jeppe Edvardsen ud på andenturen, hvor han leverede en stabil præstation, der rakte til en placering som nummer 41 ved skiftet til tredjeturen. Her løb Mads Møller Skaug afsted og klarede at holde nogenlunde sammen på det, så han kunne sende Michaele Novotna fra Tjekkiet ud som nummer 43 på sidsteturen. Den tjekkiske substitut løb tredjeholdet ind til en 40. plads på sprintstafetten til World Cup i Italien. 

Mandag går turen hjemover for de danske landsholdsløbere, der har givet den gas i Italien, og for flere af dem, begynder de sidste forberedelser mod VM i Skotland med en træningslejr i WOC-området i slutningen af juni. Følg VM-holdets vej her: Vejen til VM 2024

Se alle resultater fra World Cup sprintstafetten her: World Cup sprint relay - results