Skip to main content

Divisionsturneringen starter i morgen

| Camilla Bevensee | Nyheder

Den årlige klubkonkurrence i Dansk Orientering skydes i gang i morgen, når Sydkredsens 1. divisionsklubber skal løbe divisionsmatch i Holstenshuus ved Faaborg. Fem sydjyske og fynske orienteringsklubber skal i ilden til søndagens løb, der også er første afdeling af kredsmesterskabet i Sydkredsen, der i år afgøres over flere løb, hvor løberne automatisk samler point til stillingen i de enkelte klasser. 

Divisionsmatchen bliver en spændende dyst især mellem de to af Sydkredsens 1. divisionsklubber, der klarede sig til landsfinalen, DM hold sidste år, og vandt en runde af divisionsturneringen hver, nemlig Orienteringsklubben Snab Vejle og Odense Orienteringsklub. Odense OK lægger ligesom sidste år stærkt fra land til første runde af divisionsturneringen, med hele 93 løbere til start i Holstenshuus, mens OK Snab, der dog tog bronzemedaljen i finalen foran fynboerne, der blev nummer fem, stiller med 77 deltagere. 

Kolding OK, der kun lige akkurat missede DM hold i 2023, efter at have løbet sig til en anden-og en tredjeplads i de to matcher, følger med naboklubben i Vejle på deltagere til årets første match, med 77 startende. OK HTF fra Haderslev stiller med 51 løbere og stafetsamarbejdet mellem Fredericiaklubben OK Fros og Middelfartklubben OK Melfar, der er oprykkere fra 2. division, stiller med 50 løbere.

I alt skal mere end 340 løbere i skoven på sydfyn og du kan læse mere om hvordan det går, når Sydkredsens divisionsmatch-skribent, Per Eg, opsummerer begivenhederne efter løbet, i en nyhed her på hjemmesiden. 

Det gælder også for de andre kredse, hvor første match finder sted i Nord- og Østkredsen søndag 14. april, der bliver den helt store divisionmatch-søndag, med matcher i alle tre kredse.

 

Divisionsturneringen i Dansk Orientering

Divisionsturneringen er den årlige klubkonkurrence, hvor landets klubber dyster om at blive den bedste klub i Danmark. Først konkurrerer klubberne internt i kredsene og der findes tre kredse, der baserer sig på geografi og som de danske orienteringsklubber er inddelt efter: Sydkredsen (det sydlige Jylland, fra Vejle og ned, og Fyn), Nordkredsen (det nordlige Jylland, fra Horsens og op) og Østkredsen (Sjælland og øerne). 

Til divisionmatcherne løbes der efter point efter et sindrigt system, som man kan opsøge klubbens tilmeldingsansvarlige for at få indsigt i. Pointsystemet er indrettet så det er muligt for mange at hente point, også selvom de løber en let bane, ikke er hurtigst og måske ikke løber den klasse, der egentlug svarer til vedkommendes aldersgruppe. På den måde kan alle være med og hjælpe klubben med at skrabe point sammen, mindre erfarne som rutinerede orienteringsløbere.

Der løbes to divisionsmatcher i hver division i hver kreds og de bedste to klubber fra hver kreds' 1. division, går videre til landsfinalen, DM hold. Her dyster de seks klubber på samme måde om at skrabe point sammen til klubben, og der uddeles priser til de tre bedste klubber.

I år sætter vi fra forbundets side mere fokus på dækningen af divisionsturneringen, med tre dedikerede skribenter, én fra hver kreds, der dækker matcherne. Jess Rasmussen dækker Nordkredsens matcher, mens Torben Seir dækker Østkredsen og Per Eg dækker Sydkredsen.

 

Divisionsturneringen 2024

Følgende løb løbes i divisionsturneringen 2024 i Dansk Orientering:

DM Hold, finale – 6. oktober (Ganløse Egede, Sjælland)

Østkredsen
14. april – 3.-6. division (Vestskoven, Ballerup OK)
28. april – 1.-2. division (Store Hareskov, OK-73)
26. maj – 1.-2. division (Hedeland, Roskilde)
8. september – 3.-6. division (Rørvig Sandflugtsplantage, Holbæk)
22. september – 1.3. division op/ned (?)
29. september – 4.5. division op/ned (Valby Hegn)

Sydkredsen
7. april – 1. division (Holstenshuus, Svendborg OK/Faaborg OK) - Læs nyheden
14. april – 2. division (Langesø Nord, Odense OK)
16. juni – 1. division (Sønderheden, OK Esbjerg)
23. juni – 2. division (Kolding OK)
1. september – 2. division (Trelde Næs, OK FROS)
8. september – 1. division (Als Sønderskov, OK Syd)

Nordkredsen
14. april – 1. division (Hoverdal, Herning OK)
28. april – 2.-3. division (Sukkertoppen, Horsens OK)
8. september – 1. division (Hesselholt, Rold Skov OK)
22. september – 2.-3. division (Ålum, Randers OK)
13. oktober – 1.-3. division op/ned (Silkeborg Nordskov, Silkeborg OK)

 

Foto: Kell Sønnichsen