Danish Spring: Tætte opgør på mellemdistancen
Mellemdistance giver ofte tætte dueller om placeringerne og dagens afsluttende WRE-løb - og anden afdeling af DOFs rangliste, Trimtex Senior Cup - var ingen undtagelse.
I dameeliteklassen førte DM Nat mesteren Agnes Kracht, THOK, på næstsidste post, men på det relativt enkle stræk til sidste post forsvandt kostbare sekunder, så DM Nat bronzevinderen Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar kunne sikre sig de nødvendige sekunder til at vide med 8 sekunder. Derefter fulgte et antal stærke svenske og norske navne før Ida Øbro supplerede sin DM Nat sølvmedalje med 6. pladsen i løbet og tredjepladsen i dagens Trimtex Senior Cup afdeling. Hedvig fortæller her om sit løb og planerne for den nærmeste fremtid rent løbsmæssigt.
Billedet øverst i nyheden viser Agnes, Hedvig og på tredjepladsen Amanda Kleijn fra Södertälje-Nykvarn i Sverige.
Efter at have løbet relativt roligt på lørdagens langdistance - i øvrigt i en meget flot gammel dragt fra Lillerød IF - lovede Oscar David Broman Jensen, Allerød OK, at han ville give den gas på søndagens mellemdistance. Man må sige han holdt ord. Med en tid på 31:38 på den 7 km lange bane var vi nede mod nogle af de legendariske Spring Cup kilometertider klart under 5 minutter. Selvom Store Dyrehave er lynhurtig i marts, som også Oscar fortæller her, så skal man trods alt forcere både grene, grøfter og diverse fugtige områder samt en bakke eller to. Asbjørn Kaltoft var 1:24 efter og måtte således tage retur til Aarhus, "kun" med et dansk mesterskab, en første og en andenplads, men mon ikke han kan leve med det. Asbjørn hade til gengæld sekunderne med sig i forhold til Marius Thrane Ødum, OK Øst, på tredjepladsen og Malte Kjær Hemmingsen, FIF Hillerød, på fjerdepladsen. Mon ikke de to arrangørklubber er OK tilfreds med at erobre både første og tredjepladsen i den stærkt besatte herreeliteklasse. Lige efter Malte blev det til en ny toppræstation til OK Pan Aarhus nye stjerne Clemens Oxnevad, mens både Elias Hinge Krogsgaard, Silkeborg OK, Jonas Gabs, OK Melfar og Lasse Falck Weber, THOK imponerede ved at løbe sig i top 10 foran en række finske løbere.
Oscar og Asbjørn på podiet, mens VM-medaljevinder fra 1983, Hanne Birke, ser beundrende til.
I herrejunior fik weekendens komet, Nathan Philibert, Søllerød OK, i dag kamp til stregen, da Mads Christian Maarup og Erik Grønborg Nielsen, begge Allerød OK, og Axel Örnhagen Jørgensen fra OK Snab alle var hurtigere i dag. På de næste pladser fulgte DM Nat vinder Tobias Olloz fra THOK og Johannes Marager, Allerød OK. Igen må arrangørklubberne være godt tilfreds med at se tre af deres unge talenter i top 6.
Herrejunior podiet
I damejunior erobrede Laura Bobach, OK Pan, den eneste logiske placering i dagens løb. Nr. 3 i DM Nat og nr. 2 i går, så var der ligesom kun førstepladsen tilbage for at sikre fuld plade for weekendens løb. Gårsdagens vinder, Frida Kärner Gross - igen en topplacering fra fra Allerød OK - henviste den lokale stjerne Sigrid Høyer Staugaard til tredjepladsen.
De tre hurtigste damejuniorer
Alle resultater fra dagens mellemdistance kan findes her på stævnets hjemmeside. Tak til Peter Bäcker fra OK Øst for at hjælpe med at tage ovenstående fotos.
Herunder er nogle stemningsbilleder, som viser hvilket fint terræn i Store Dyrehave, man gik glip af, når man ikke deltog i Årets Danish Spring. Som det fremgår af tiderne blev der løbet stærkt - så stærkt, at vi håber på forståelse for, at nogle af billederne ikke er blevet helt skarpe. Mange tak til banekontrollant, Thomas Greve Jensen for at have været på pletten under løbet.
Oscar David Broman Jensen passerede sidste post så hurtigt, at fotografen dårligt nåede at stille skarpt
Clemens Oxnevad og Elias Hinge Krogsgaard i aktion sidst på banen
Sigrid Høyer Staugaard og Malte Kjær Hemmingsen, begge fra FIF Hillerød, demonstrerer stemplingsteknik
Laurits Bidstrup Møller, Silkeborg OK og Frida Kärner Grooss i postindløb
Til venstre: Magnus Skourup Rognebakke, OK Pan, skarpt forfulgt af Jonas Aadal Wihan fra Fyns PI. Til højre: Asbjørn Kaltoft i fuld fart
Til venstre: Lasse Falck Weber, THOK på vej mod en fornem 10. plads i Herre Elite. Til højre Tobias Olloz, THOK
De to første af i alt 6 løb i Trimtex Senior Cup 2024 er nu afviklet. Ifølge reglerne tæller 4 af de 5 første løb, mens sidste løb, DM Lang i Vester Torup Plantage i September, under alle omstændigheder tæller. Så med sin stærke sæsonstart, har Asbjørn Kaltoft allerede sikret sig et stærkt udgangspunkt før de tre DM-er, der også tæller i Trimtex Senior Cup 2024: Ultra Lang, Sprint og Mellemdistance - de to førstnævnte i Nordsjælland og det sidste i Pamhule Skov ved Haderslev.
Danish Spring led i år under at være klemt inde mellem DM Nat og Påskeløbene - mange potentielle deltagere var nok allerede taget på påskeferie - arrangørklubberne OK Øst Birkerød og Allerød OK fortjener stor anerkendelse for at videreføre den stolte WRE-tradition helt tilbage fra Spring Cups start i 1991 - at give de danske landsholdsløbere en chance for at måle sig med internationale konkurrenter i to kvalitetsløb på hjemmebane før de som i år fortsætter til deltagelse i WRE-løb i Sverige i påsken og - som Hedvig Valbjørn Gydesen fortæller i interviewet ovenfor, ved Halden O-meeting 12-14. april. I 2025 er påsken flyttet til midten af april og så skulle Danish Spring atter have muligheden for have sin normale weekend i fred for konkurrerende danske arrangementer.
Her efter Danish Spring er slut, tager en stor del af deltagerne til Påskeløbene som starter ved Vejle Fjord på torsdag, mens en stor del af eliten tager til WRE-løb med Swedish League i Skåne. Det starter Langfredag med langdistance - om det er noget arrangørerne har tænkt på - at have Lang distance på Lang fredag, det står hen i det uvisse. Men i hvert fald afholdes mellemdistance om lørdagen og stafet om søndagen ved arrangementet, der afvikles lige vest for søen Immeln.