Skip to main content

Favoritsejre i udfordrende DM Nat

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Helt som ventet blev deltagerne i årets DM Nat i Annebjerg Skov godt underholdt. Banelæggerteamet Andreas Kemp (tidligere kendt som VM-medaljevinderen Andreas Boesen) og hans far Henrik sørgede for såvel fine vejvalgsstræk som god finorientering.

Den udfordring blev bedst løst af den forsvarende mester i D21, Agnes Kracht, Tisvilde Hegn OK, der på guldmedaljepladsen var tre minutter foran klubkammeraten Ida Øbro, som igen med små 3 minutter henviste yderligere en landsholdsløber, Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar til bronzepladsen. Se interview med Agnes her - et interview, som helt i natløbets ånd er noget mørkt i billederne, men lyden skulle være OK.

Fotografen beklager det ikke helt skarpe foto af de tre medaljevindere i toppen af denne nyhed.

I H21 viste radiotiderne tidligt, at den forsvarende mester, Magnus Dewett, OK Snab, ikke kom til at blande sig i medaljekampen. I stedet erobrede stortalentet Asbjørn Kaltoft, OK Pan Aarhus, sin første DM Nat guldmedalje, mens Oscar David Broman Jensen fra Allerød OK på sølvpladsen henviste Malte Kjær Hemmingsen fra FIF Hillerød til bronzemedaljen. Asbjørn fortæller her om løbet - ligesom Agnes på en lidt mørk video.

DM Nat 2024 H 21

Fotografen beklager ligeledes det ikke helt skarpe foto af Asbjørn og Oscar.  Malte var ikke til stede ved præmieoverrækkelsen

D20-konkurrencen blev en knivskarp kamp, hvor Allerød OK's Amalie Ertmann var to sekunder foran Laura Bobach fra OK Pan Aarhus. Så var der hele 11 sekunders margin i D18 fra Frida Kärner Grooss, ligeledes Allerød OK, ned til Laura Kaldahl Hornbæk fra OK Pan Aarhus. I H20 vandt Tobias Olloz, Tisvilde Hegn OK en klar sejr, mens Asbjørn Faber Fenger-Grøn fra Silkeborg OK, var mere end et minut foran Niels Elton Jokumsen fra FIF Hillerød, der lev nummer tre.

Alle resultater kan ses her.

OK Roskilde leverede et fint og kompakt stævne, med kort afstand fra den fine parkeringsplads, og deltagerne satte pris på den hurtigt afviklede præmieoverrækkelse, så de kunne komme til køjs for at være klar til weekendens Danish Spring i Store Dyrehave.