Skip to main content

Landsholdsgrupper og eliteplaner for 2024 er nu klar

| Camilla Bevensee | Nyheder

DOF mistede i starten af november 1,2 millioner kroner i økonomisk støtte fra Team Danmark i 2024, og efter en intens periode for den sportslige ledelse og Eliteudvalget, der har handlet om at finde ud af hvor pengene skulle spares, er de justerede planer nu klar og kan findes på DOF’s hjemmeside her: Landsholdsinformation

”Selvom det på mange måder har været en krævende proces og nogle hårde prioriteringer vi har været nødt til at lave, er jeg godt tilfreds med det setup vi trods alt kommer til at have næste år. Den økonomiske støtte fra Team Danmark binder omkring halvdelen af det samlede elitebudget (1.600.000 kr.) på arbejdet med få mest muligt ud af vores allerbedste senioratleter, og setuppet for dem kommer til at blive rigtigt godt. Jeg er også glad for at Eliteudvalget har været enige i vores oplæg om at holde fast i at prioritere arbejdet med talentudviklingen fremadrettet. Selvom ressourcerne til talentudviklingen samlet set er lidt mindre end tidligere, har jeg troen på at arbejdet med vores unge talenter i U18- og U20-gruppen bliver endnu skarpere næste år,” udtaler kommende cheflandstræner, Tue Lassen.

Der hvor de store besparelser er fundet, er ved generelt at rejse og bo billigere, at have mindre seniorlandsholdsgrupper, færre træner/leder-ressourcer på seniordelen, i tillæg til at der kommer større andel af deltagerbetaling på mesterskabsspecifikke træningslejre og de mindst prioriterede World Cup-runder.

”Mesterskabsdeltagelse er rigtig dyrt, og ligesom vi en årrække har haft deltagerbetaling på de næstvigtigste juniormesterskaber (EYOC og JEC), så har vi nu lavet samme prioritering af seniormesterskaber. VM og EM er de vigtigste mesterskaber vi har, og det eneste som Team Danmark måler os på, så her har vi været optagede af at vi skal kunne stille de stærkeste hold, og at selve mesterskabet og vejen dertil ikke kræver deltagerbetaling for nogen. Den forberedende VM-træningslejr for VM-holdet i Skotland i juni, og den første World Cup runde i Schweiz, som fungerer som udtagelse til VM, er der derfor heller ikke deltagerbetaling på”, fortsætter Tue Lassen.

Mere deltagerbetaling på World Cups

For at kunne få budgettet til at gå op, har det betydet, at der på de to mindst prioriterede World Cup runder (World Cup runde 2 i Italien i juni og i World Cup runde 4 i Finland i september), er deltagerbetaling for de udtagne atleter som ikke indgår som en del af Team Danmark-samarbejdet.

”Jeg er ærgerlig over at vi af økonomiske årsager er blevet nødt til at lægge deltagerbetaling på enkelte World Cup runder for de, der ikke er prioriteret, for det har de sidste år været en vigtig del af at få skabt den store bredde vi nu har på senioreliteniveau. Men spareøvelsen vi har gjort på de to World Cup runder, samt mesterskabsspecifikke træningslejre, har sparet flere hundrede tusind kroner. Det ville tilsvare at vi fjernede hele U18-delen fra elitearbejdet, og det har der været enighed om ikke var et bedre alternativ. Vi har også diskuteret om vi så bare skulle sende mindre hold afsted, men det sparer ikke rigtigt noget, når vi bor og rejser som vi gør, i tillæg til at jeg også tror at det kommer til at demotivere den større grupper, der nu står uden for landsholdet”, siger Tue Lassen og forsætter:

”Det har ikke været sjovt at skulle sortere mange fra, som egentlig har været i god udvikling, men der har generelt været god forståelse i løbergruppen for den situation vi står i, og de prioriteringer vi har lavet. Heldigvis virker det som om at mange af dem fortsat har motivation til at satse videre på landsholdsdeltagelse i fremtiden. Vi kommer også til at fortsætte med at at udtage dem der gør det bedst på testløb, så jeg håber at der er mange der stiller op på testløb næste år og viser sig frem”, siger landstræneren og runder af:

”Målsætninger for de kommende år har ikke ændret sig, på trods af den nye økonomiske situation. Vi har fortsat stor tro på at vores atleter de kommende år kommer til at hævde sig endnu højere på resultatlisterne og at vi inden for 2-3 år begynder at vinde medaljer igen”, afslutter han.

Eliteklubforum 22. november i Odense

Eliteudvalget og den sportslige ledelse opfordrer samtidig implicerede eliteklubber til at møde op på Eliteklubforum onsdag d. 22. november i Odense. Dels for at få uddybet den markant ændrede situation, og dels for at give deres mening til kende omkring DOF’s fremtidige elitearbejde.

Tilmelding skal ske via O-service senest på mandag d. 20. november.

Indbydelse til Eliteklubforum kan findes her: https://do-f.dk/nyhed/8927-eliteklubforum-22-november

 

Udtagne løbere til landsholdsgrupper 2024

* Caroline Gjøtterup er gravid og har termin i marts 2024. Hun kommer derfor ikke til at deltage på landsholdsaktiviteter i 2024, og betaler ikke årsfee, men får lidt trænersparring til at komme godt igennem graviditet og genoptræning mod sæson 2025. 

** Cecilie Friberg Klysner og Nicoline Friberg Klysner har på forhånd valgt at takke nej til en landsholdsplads, da de begge ønsker mere fleksibilitet i forbindelse med sporten, men de træner fortsat begge målrettet mod internationale mesterskaber i 2024.

 

Foto: Yellows for Team Danmark