Flotte danske præstationer til Euromeeting i Skotland
Det blev en lille, men dedikeret flok på tre danske landsholdsløbere, der i weekenden konkurrerede mod unge internationale stjerner, til den første forsmag på næste års VM i Skotland, Euromeeting 2023. En forsmag, der på trods af at de helt store navne og bredden på toppen af feltet manglede, hos både herrer og damer, lovede godt for næste års sportslige højdepunkt for det danske landshold.
Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar, der var ene danske kvinde afsted i det skotske, startede med at vise at formen fra EM for en uge siden, ikke var en tilfældighed, da hun skiftede først på førsteturen på fredagens sprintstafet i Dunblane, sammen med svenske Emma Bjessmo, der blev 10'er på den individuelle sprint til EM i Italien 10 dage tidligere og nummer 6 på lørdagens Knock-Out sprint.
På andenturen løb danske Jeppe Edvardsen, OK Snab, en flot tur for det danske sprintstafethold og skiftede som nummer 3, med en femtebedste tid på turen, mens sidste danske løber til Euromeeting, Oscar David Broman Jensen, Allerød OK, skiftede som nummer 6 på tredjeturen. Det danske hold var ikke fuldtallig, men lånte østrigske Lukas Novak på sidsteturen, der løb Denmark 1 ind til en syvendeplads.
Lørdag var der Knock-Out sprint på University of Stirlings campusområde på programmet, og her kom alle tre danske løbere videre fra formiddagens kvalifikation. Både Hedvig Valbjørn Gydesen og Oscar David Broman Jensen kom også videre fra deres kvartfinale heats, mens kvartfinalen blev sidste stop for Jeppe Edvardsen, der løb i heat med flere stærke EM-løbere og ganske godkendt ikke kom med videre til semifinalerne.
I semifinalerne var niveauet skruet en tand op og det lykkedes ikke hverken Hedvig eller Oscar at klare sig videre til finalerne som en af de to hurtigste i deres heats, der for dem begge var besat med flere af de hurtigste i Euromeeting feltet. De to unge løbere præsterede dog flot igennem hele dagen og fik gode erfaringer med den svære Knock-Out sprint disciplin.
Tredje og sidste konkurrence til Euromeeting, var søndagens individuelle sprint i Stirling by, hvor Hedvig Valbjørn Gydesen løb sig til en delt andenplads med schweiziske Eline Gemperle, 51 sekunder efter svenske Tilda Östberg. De danske herrer havde lidt sværere ved at følge med de hurtigste, men løb meget lige med hinanden og endte som nummer 22 og 23, Jeppe Edvardsen tre sekunder hurtigere end Oscar David Broman Jensen.
Se alle resultater fra Euromeeting i Skotland her:
Mix sprintstafet, Dunblane - Resultater (alle ture)
Knock-Out sprint, University of Stirling - Resultater (kvalifikation + alle runder)
Individuel sprint, Stirling - Resultater (kvinder og mænd)