Det danske hold håber på at kunne være med helt fremme på sprintstafetten
EM i Italien er i fuld gang og onsdag blev de første medaljer uddelt, på den individuelle sprint. Efter en tæt kvalifikation, hvor otte danske løbere gik videre til finalen, blev der løbet stærkt i centrum af Verona og Cecilie Friberg Klysner blev bedste dansker på EM sprinten.
Efter en hviledag fortsætter programmet til European Orienteering Championships, der også er sidste runde af den internationale Orienteering World Cup, med sprintsstafet fredag. Her håber det danske hold at kunne forløse det potentiale, de hver især har vist at de besidder, men ikke helt fået til endnu, og løbe med fremme i stafetten, der hvor der bliver kæmpet om podiepladser.
"Det er en distance vi har stolte traditioner på og generelt altid ligger højt på resultatlisten til, så det er også forventningen til i morgen. Vi har et godt hold, med fire gode sprintløbere, både individuelt og i forhold til stafet, som også efterhånden har en del rutine, så vi har forventninger om at vi er med i kampen om medaljer, så langt hen i stafetten som muligt. Der er to nationer der skiller sig ud, Sverige og Schweiz, det så vi også i går på den individuelle sprint, men vi kæmper med om tredjepladsen med flere andre nationer og der håber vi selvfølgelig at vi kan forløse det potentiale vi ved vi har og have marginalerne på vores side. Det ville være helt fantastisk at tage en bronzemedalje," lyder det fra landstræner Tue Lassen, der forventer en sprintstafet der bliver en blanding af flere terræntyper og kræver at løberne er omstillingsparate.
"Det bliver en blanding af noget svært og noget hurtigt. Der er en mindre del af byen, der ligger inden for de gamle borgmure og består af små snørklede gader. Den del ligger på en skråning med en borg på toppen, hvor det ikke er sandsynligt at stafetten kommer op, da der ikke er så mange højdemeter på banerne, men der kommer nogle trapper og lidt stigning. Den anden del af terrænet er en fladere forstadslignende bydel, som er mere flad og med nogle større linjer, der kan betyde større vejvalgsudfordringer. Så der kommer et skift mellem de her to typer af by, og med en arenapassage undervejs, kan der komme flere skift i orienteringen, alt efter hvordan de vælger at lægge banerne," fortsætter Tue Lassen.
Det danske hold kan følges live via Dansk Orienterings Instagram (i stories), og via IOF Live, hvor der både er GPS-tracking, live resultater og TV-sending på IOF Web-TV, der sender live fra kl. 15.30.
Husk at du kan finde alt til den danske vinkel på EM i orienteringsløb på vores EOC temaside her: EOC 2023 - Den danske vinkel
Det danske hold er:
1. tur - Ida Agervig Kristiansson
2. tur - Søren Thrane Ødum
3. tur - Andreas Bock Bjørnsen
4. tur - Cecilie Friberg Klysner