Skip to main content

VM-sølv på mellemdistancen til Nikoline Splittorff

| Michael Lindholm | Nyheder

Nikoline Splittorff fortsatte onsdag sin flotte række af toppræstationer ved VM i MTBO. Hun kørte sig til en sølvmedalje på mellemdistancen og tog dermed sin anden medalje på bare to dage. Hos herrerne endte Morten Örnhagen på en fin 8. plads.

Nikoline kørte langtfra en perfekt mellemdistance. Men bundniveauet er tårnhøjt og fysisk virker hun til at have ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt. Hun udtrykte dog efterfølgende, at have været lidt mentalt træt efter langdistancen og måtte holde nogle peptalks med sig selv undervejs.

Hun starter knap så godt og smider hele 52 sek. på post 1 til den senere verdensmester Emily Benham Kvåle (Storbritanien) og ligger helt nede som nr. 35. Senere har hun et mindre styrt og bliver en smule forvirret efterfølgende og laver en parallelfejl, hvilket koster godt 2 min. På det tidspunkt er hun bare 15-20 sek. efter Emily. Nu ender det med en sikker sejr til briten, 2:40 min. foran Nikoline, som igen viser at hun er blandt de stærkeste i dame elitefeltet.

Bronzemedaljen gik til Martina Tichovska (Tjekkiet).

Cæcilie Christoffersen syntes at fysikken var der, men hovedet var ikke rigtig med og det ender med en 15. plads blandet de 49 startende. Flere af danskerne var efter løbet ikke helt tilfreds med korttegningen, særligt gradueringen af stierne, hvilket naturligvis er essentielt i MTBO. Der har også været lidt kritik i at banelæggerne ikke har formået at klippe i streget og cirkler, således at det underliggende kort kan læses tydeligt.

Niko.jpg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nikoline Splittorff i dyb koncentration på vej mod VM-sølv. Foto: Honza Svoboda

Gode løb hos herrerne

De tre eliteherrer var samstemmende overordnet tilfredse med deres løb. Morten Örnhagen ender som bekendt på en 8. plads i det skarpe felt, kun 14 sek. fra at komme i top-6. Han begynder lidt skidt og er nede som nr. 46 ved post 4, men derfra og hjem kører han stabilt.

Både Oliver Friis og Noah Tristan Hoffmann begynder ligeledes med lidt fejl, men får holdt sammen på det og kører hjem til henholdsvis en 19. og 37. plads. Der var 81 til start i herre elite.

Verdensmester blev Krystof Bogar (Tjekkiet), som dermed tog sin anden guldmedalje efter sejren i sprinten søndag, sølv til Simon Hellmueller (Schweiz) og bronze til Vojtech Ludvik (Tjekkiet).

Noah

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Noah Tristan Hoffmann i mellemdistancen. Foto: Honza Svoboda

 Kollektiv øvdag hos juniorpigerne

Holdleder Katja Brunstedt beskrev juniorpigernes løb som en kollektiv øvdag. Manglende rytme og udfordret med at finde de rigtige stier gjorde det svært for pigerne. Både Gertrud Riis Madsen og Sofie Okkels Jensen laver lidt større fejl på den første 1/3, inden de begge får lidt bedre flow på resten af banen. Miri Brunstedt Nørgaard kører et løb med flere mindre fejl og får aldrig det rigtige flow.

Det ender med Gertrud som nr. 17, Miri nr. 25 og Sofie som nr. 26.

Miri

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Miri Brunstedt Nørgaard undervejs i dagens løb. Foto: Honza Svoboda

Verdensmester blev igen den unge tjekke Sofie Stranska, der var ligeledes igen en svensk medalje til Tilda Palm som nr. 2 og så delte Pihla Häkkinen (Finland) og Iris Pecorari (Italien) bronzemedaljen.

Rytterne får en tiltrængt hviledag torsdag inden den sidste individuelle konkurrence, fællesstarten, køres fredag. Altid spændende og de danske ryttere har ret gode muligheder for flere gode præstationer.

Følg VM dag for dag på IOF’s liveside her: WELCOME | International Orienteering Federation

Endelig kan du naturligvis også følge VM på arrangørhjemmesiden: World MTBO Championship Jičín CZE 2023 (wmtboc2023.cz)