Skip to main content

Optakt DM MTBO 2023

| Michael Lindholm | Nyheder

I weekenden er det atter tid til årets danske mesterskaber i mountain bike-orientering (MTBO). Fredag aften er der sprint på et nytegnet kort over Kolding Syd, det forsætter lørdag med langdistance i Marbæk Plantage nord for Esbjerg og afsluttes søndag med mellemdistance i Hindsgavl ved Middelfart.

Vi skal helt tilbage til 2004 for at finde det første danske mesterskab i MTBO. Den gang dog kun i H21, men allerede året efter kom de øvrige klasser med. i 2004 blev der kun kørt DM på klassiske distance (langdistance i dag).

Vi skal helt frem til 2016 før at mellemdistancen kom med på DM-programmet og senest er sprint kommet til i 2021 og således er det kun tredje gang sprintmedaljerne skal udleveres.

I eliteklasserne samler fokus sig naturligt omkring vores landsholdsryttere. Efter EM i Portugal ultimo april endte med fem medaljer, så er opkøringen til VM i Tjekkiet i august nu i fuld gang. Her godt to måneder før kan både vi og rytterne selv få et fingerpeg om hvordan det står til fysisk og orienteringsteknisk.

I D21 får vi uden tvivl en kamp mellem Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød) og Cæcilie R. Christoffersen (OK Øst Birkerød). Camilla Søgaard (Horsens OK) er ikke at finde på startlisterne til DM-weekenden.

Cæcilie er forsvarende dansk mester på både sprint og langdistance, mens Nikoline vandt 2022 udgaven på mellemdistancen. Under normale omstændigheder vil Nikoline være kneben favorit, men Cæcilie har for vane at gøre det godt til DM, så ingenting er afgjort på forhånd.

Den tyske veteran Anke Dannowski (som stiller op for OK Øst Birkerød) er nærmeste konkurrent til de to danske landsholdsryttere, men det vil være en overraskelse hvis hun kan blande sig i den strid.

I H21 er Morten Örnhagen Jørgensen (OK Snab Vejle) tilbage i MTBO, efter at have satset på den rendyrkede MTB i første havdel af sæsonen. Selv om om han forventelig er lidt rusten på orienteringskortet, vil han være en af favoritterne i alle tre DM-løb. Størst konkurrence får han måske allerede fredag aften, når sprinten afvikles. Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK Øst Birkerød) har før vist topresultater netop på den korte distance og er således forsvarende dansk mester fra Hillerød sidste år.

Morten vandt mellemdistancen i fjor, mens den netop afgået landstræner, Allan Jensen (Silkeborg OK), noget overraskende vandt langdistancen i Store Dyrehave ved Hillerød.

Fra landsholdet er endvidere Oliver Friis (Navet) og Noah Tristan Hoffmann (Mariager Fjord OK) til start og vil være bud på medaljer. Finske Anders Blomster (Silkeborg OK) vil give de danske landsholdsryttere kvalificeret kamp til stregen i H21.

Der er i alt godt 80 tilmeldt årets DM. Det er ikke så mange som tidligere, hvor der har været op mod 150 til start. Kolding OK er sammen med hele seks andre klubber arrangør, det er fjerde gang at klubben er arrangør eller medarrangør af DM i MTBO siden 2006.

 

DM kan følges via arrangørernes hjemmeside her:

DM MTBO den 16-18. juni 2023 (koldingorienteringsklub.dk)

Liveresultater kan følges her:

Sprint: Liveresultat orientering :: DM MTBO Sprint, 2023 Kolding [2023-06-16]

Lang: EResults Live (oriento.fi)

Mellem: Liveresultat orientering :: DM MTBO Mellem, Hindsgavl [2023-06-18]

Foto: Nikoline Splittorff (FIF Hillerød)

Nikoline Splittorff