En forårsdag i Vindum
Af Helge Lang Pedersen
Påskeløbenes andendag blev afholdt i Vindum Skov Nordvest for Bjerringbro. Endnu en bragende solskinsdag skinnede mod de forårskåde deltagere, som fik en fin tur i en skov, som ikke mange tidligere havde besøgt. Skoven viste sig at være lidt mindre bakket end man kunne have troet, til gengæld var de, som var der, ganske stejle og dette kombineret med de mange poster på dagens mellemdistancebaner, gav atter deltagerne en passende udfordrende dag i skoven.
Deltagere stempler ind i mål efter vel udført anden etape.
Stævnepladsen ved skoven sydlige del havde en naturlig hældning, som gav godt overblik, når deltagerne kom i mål og med både parkering og de to starter placeret helt tæt på målområdet, så hørte man om flere deltagere, der efter et stykke tid at have ledt noget at klage over, måtte give op: De kunne ikke komme i tanke om noget. Det skulle måske være, at der var ved at være udsolgt i kiosken, da de sidste deltagere kom i mål, men det er jo blot et positivt tegn på, at deltagerne sætter pris på kioskens ydelser og at man på den måde undgår madspild.
Løberen - en af sportsbutikkerne på pladsen - bag tilskuere, som nyder forårssolen
I dameseniorklassen var der atter Friberg Klysner i toppen, men hvor Cecilie i dag tog en komfortabel sejr, så var Nicoline i et noget hårdere opgør, før hun havde sikret sig andenpladsen, men dog således at Nicoline starter ud på lørdagens jagstart blot 12 sekunder efter søster. Inden for blot 24 sekunder efter fandt man i fredagens løb både Josefine Lind, OK Gorm, Agnes Nørgaard Kracht fra THOK og Emma Klingenberg der nu stiller op for Silkeborg OK. Emma var blandt de deltagere, som glædede sig over muligheden for at bestille forskudt starttid, så hun kunne se efter de tre børn, mens deres far, Rasmus, var i skoven. "Og så skader det jo heller ikke, at have bedsteforældrene i bekvem nærhed". Påskeløbene er kendt som et Mekka for familier med små børn, fordi der altid er familie og klubkammerater, der kan give en hånd med pasningen, hvis det skulle blive nødvendigt.
I Herresenior fortsatte Rico Heilskov Mogensen, Mariager Fjord OK sin sejrsstime. Denne gang dog med kun to sekunders margin til Laurits Bidstrup Møller, der var først i den Silkeborg-trio, som fulgte på de næste pladser. De øvrige var familiefædrene Tue Lassen og før omtalte Rasmus Thrane Hansen.
Juniorklasserne er ikke så tungt besat her ved Påskeløbene, men dejligt at se at Eva Ørnhagen Jørgensen fra OK Snab nu ser ud til at være ovre både skader og sygdom - i hvert fald starter hun først ud på lørdagens jagtstart over syv minutter foran landsholdskollegaen Sigrid Høyer Staugaard fra FIF Hillerød. I herrejunior er Jonas Damm Als fra OK Pan lidt mere ensom om at repræsentere juniorlandsholdsløberne.
Resultater, startlister til lørdagens jagtstart og anden information kan findes her på stævnets hjemmeside.