Skip to main content

Simonsen og Street stærkest i sidste Danish Spring løb i år

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Af Helge Lang Pedersen

Danish Springs afsluttende mellemdistance blev som ventet en udfordrende affære i Tisvildes tekniske sydvesthjørne, som også lagde skov til mellemdistancefinalen ved Veteran-VM i 2018. Annika Simonsen, FIF Hillerød og Ralph Street, Bækkelagets SK sejrede i senioreliteklasserne, mens Oscar David Broman Jensen leverede hattrick med tredje Løberen League sejr på tre dage. Eva Örnhagen Jørgensen fra OK Snab fejrede at hun endelig var blevet frisk fra sygdom ved at lægge sejren i damejunior oven i sejren i DM Nat, som jo var første afdeling af Løberen-League.

Eva Örnhagen Jørgensen og de tre præmievindere fra lørdagens langdistance i damejunior var placeret på de 4 sidste startpositioner, hvilket gav en dramatisk afslutning i klassen. Lige inden afslutningen var Siri Simonsen fra FIF Hillerød spurtet ind til bedste tid, men lidt over to minutter senere kom Eva Örnhagen Jørgensen ind til en tid, som var næsten 4 minutter bedre. Undervejs havde Eva passeret Ida Riis Madsen, som endte på dagens tredjeplads. På samme måde passerede Sigrid Høyer Staugaard Laura Bobach, så Sigrid endte på andenpladsen og fredagens sprintvinder i dag måtte se sig henvist til sjettepladsen.

Damejunior podiet DS Mellem 2023

Sigrid, Eva og Ida på podiet

Oscar David Broman Jensen var naturligvis svært tilfreds efter han som den eneste i eliteklasserne vandt alle tre Danish Spring-løb og dermed selvfølgelig har lagt sig suverænt i spidsen i Løberen League med 4 sejre på 8 dage.

"Løbet i dag var OK. Det var svært derude, der var mange diffuse poster og jeg fik lavet flere kroge derude. Men jeg fik holdt OK sammen på det hele vejen. Man kunne løbe rigtigt hurtigt og det var nok til min fordel. Taktikken var at holde retning med kompasset ind mod posterne og for det meste gik det godt", fortalte Oscar David og fortsatte: " Jeg har haft en god vinter med masser af kontinuerlig træning - vi har et rigtigt godt træningsmiljø i Allerød hvor vi i hvert fald træner sammen et par gange om ugen og gør en indsats for at få hinanden med ud. Jeg ser selvfølgelig frem mod junior-VM, men jeg glæder mig også til DM-erne og ikke mindst DM sprint i Ebeltoft, som jeg virkeligt ser frem imod."

SD 2023 Allerød allevegne Oscar og Mads Chiristian stempler ud

Allerød allevegne - Oscar David og Mads Christian Maarup stempler ind  mål

Johannes Marager var ny Allerød-løber på andenpladsen i dagens løb, mens Anders Secher Thomsen fra OK Pan Aarhus med ti sekunders margin til Hans Grønborg Nielsen hindrede en ny tredobbelt Allerød-sejr. Blot 4 sekunder efter Hans fandt man Jonas Damm Als fra OK Pan Aarhus, så meget tyder på, at der kan blive kamp om de 6 pladsers til årets Junior-VM i Rumænien i juli måned. Et junior-VM, der i øvrigt har danske kontrollanter i form af Erik Bobach og Dorthe Hansen fra Silkeborg OK.

Herre junior podiet DS Mellem 2023

Løberen League podiet i herrejuniorklassen

Annika Simonsen fortalte efter løbet, at det havde været et virkeligt godt løb. "Jeg har haft en rigtigt god vintertræning, så jeg var rolig før start og tænkte at hvis jeg kunne gøre det teknisk godt, så kunne det blive et fint resultat. Jeg kommer fint fra start og føler jeg har styr på det. Det mærker jeg faktisk sidst på banen, fordi jeg begynder at blive nervøs for at f…. det op til sidst. Men jeg får holdt sammen på det og er rigtigt godt tilfreds." Det kunne Annika også roligt være med Tilda Johansson fra Bækkelaget SK næsten to minutter efter - det er meget på en mellemdistance - og Helena Karlsson fra Nydalen SK yderligere et halvt minut efter. Gårsdagens to hurtigste dameeliteløbere, Cecilie Friberg Klysner fra FIF Hillerød og Andrine Benjaminsen fra OK Pan Aarhus delte fjerdepladsen imellem sig. Annika gav i øvrigt et andet trick: "Jeg kom til start med et højrehåndskompas i stedet for et venstrehåndskompas og jeg tror det var med til at gøre mig mere skarp, så jeg gjorde mere ud af at holde kortkontakt og bevare fokus det helt rigtige sted." Annika tager aktiv del i det danske træningsmiljø i Göteborg, hvor der bliver trænet bakker frem mod VM i Schweiz. Derudover er Annika træningsmedlem i storklubben IFK Göteborg - en af verdens stærkeste klubber. "Jeg kan mærke at træning i det tunge terræn omkring Göteborg har rykket mig rigtigt meget", slutter Annika, der som næste store mål har at kvalificere sig til og præstere ved World Cup i Norge.

Damesenior podiet DS Mellem 2023

Annika på podiet flankeret af Tilda Johansson

I herreelite vendte Bækkelaget SKs britiske verdensstjerne Ralph Street tilbage på sejrskursen da han var et halvt minut foran gårsdagens vinder, Emil Øbro, som igen havde sekunderne på sin side, da Ludvig Ek fra Nyköpings OK på tredjepladsen var blot to sekunder bag ham.

Herresenior podiet DS Mellem 2023

Herreseniorpodiet ved Danish Springs afsluttende mellemdistance

Hermed er Danish Spring slut for i år. Et bredt udsnit af de danske landsholdsløbere har fået fin konkurrencetræning på hjemmebane i et stærkt internationalt felt og har fået et godt rygstød til de videre forberedelser til årets internationale opgaver, der som nævnt indledes med World Cup i norske Østfold sidst i april måned og Danish Spring arrangørerne fra Farum OK, Allerød OK og OK Øst i Birkerød kan se tilbage på vel afviklede konkurrencer.

Som altid kan dagens resultater findes på Danish Springs hjemmeside.