Skip to main content

Der bliver kamp om guldet til DM Hold i Gråsten i weekenden

| Camilla Bevensee | Nyheder

 

Med lige under 600 tilmeldte til DM Hold på søndag, er der lagt i ovnen til en intens affære i Gråsten skovene, når Danmarks bedste klub skal findes i de våde og krattede omgivelser i det sønderjyske. FIF Hillerød og Søllerød OK fra Østkredsen, OK Snab og Odense OK fra Sydkredsen, og Silkeborg OK og OK Pan Aarhus fra Nordkredsen, skal dyste i finalen på divisionsturneringen, som afholdes af OK Syd i gråsten, søndag d. 9. oktober.

Alle klubberne til klubfinalen lider under landsholdsløbernes fravær, da 27 løbere lige nu og frem til og med søndag, er på landsholdssamling i Schweiz for at forberede sig mod VM i 2023. Det bliver altså en finale for bredden, hvor klubben med de stærkeste løbere, der ikke er på landsholdet, de dygtigste ungdomsløbere og flest klassesejre, tager guldet. 

Sidste år vandt FIF Hillerød orientering finalen, med en god margin ned til Søllerød OK på andenpladsen. Søllerød havde ellers mobiliseret flest medlemmer og havde det største hold med til Møn og Klinteskoven. FIF vandt også tilbage i 2018, men der er en tendens til at titlen skifter, hver gang stævnepladsen rykker over bælterne og der kommer lidt ekstra køretid på.

I år er der ikke helt så langt at køre for de jyske klubber, som til Møn sidste år, og Silkeborg OK kommer fra en decideret sejrstime i divisionsturneringen i Nordkredsen og stiller med 117 deltagere på søndag. De er med til finalen i stedet for Horsens OK, der sidste år blev nummer tre til DM Hold, men ikke løb sig i finalen i år. Det bliver spændende at se om midtjyderne fra Søhøjlandet kan være med i toppen, efter at de senest var med til DM Hold i 2018, hvor de blev nummer fire. 

OK Pan Aarhus vandt finalen i 2019, og da de ligesom Silkeborg, også har mere end 100 løbere tilmeldt fra klubben, kunne noget tyde på, at de er sultne efter revanche i Aarhus, især efter at Horsens OK tog bronzen, sølle 2 point foran dem sidste år. Dysten om femtepladsen plejer at skulle afgøres mellem de to klubber fra Sydkredsen, der i år er OK Snab og Odense OK. Hvor førstnævnte tabte dysten marginalt til Kolding OK i 2021, er Odenseklubben med til finalen for første gang siden 2010. 

Følg med i resultaterne til DM hold på søndag, live lige her.