Skip to main content

Junior-VM: Danmark nr. 8 i sprintstafet

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Den formodentligt hurtigst arrangerede sprintstafet i historien blev en stor succes, hvor det danske førstehold ved Junior-VM endte på en flot 8. plads blot 3 minutter efter Norge, der således blev historiens første juniorverdensmestre i sprintstafet.

Det var ikke oprindeligt meningen, at sprintstafetten skulle arrangeres ved dette års Junior-VM, men som tidligere fortalt, er der hedebølge og stor brandrisiko i Portugal, hvorfor al adgang til skovene er forbudt. Og sådan vil det blive ved med at være indtil Junior-VM er slut. Derfor var arrangørerne hurtige til at arrangere Junior-VM i sprintstafet i stedet. Heldigvis var reglerne på plads, så det krævede blot en tilladelse fra IOF og et par søvnløse nætter for arrangørerne, så var den fikset.

Sprintstafetten blev afviklet fra samme arena i landsbyen Carapito som mandagens sprint, men barriererne var placeret på nye steder og deltagerne kom igennem skovområder og åbne områder med klipper hele 4 gange i løbet af banen, der således var ganske varieret, da den også havde passager i landsbyens smalle gader.

Amalie Ertmann løb først for det danske hold og skiftede som nr. 11 blot 1 minut efter Tjekkiet, som da førte suverænt.

Oscar David Broman Jensen holdt næsten placeringen og skiftede sammen med favorithold som Ungarn og Sverige.

Jonas Damm Als løb holdet op til en 11. plads, men måtte dog se de stærke svenskere og ungarere forsvinde forude.

Eva Ørnhagen Jørgensen løb ligeledes rigtigt flot og løb ind som nr. 10 af alle hold, men da kun førsteholdene tæller, endte Danmark på den fine 8. plads.

Forude var der stort drama om førstepladsen. Den finske verdensmester fra sprinten Elisa Mattila løb først ud, men tog et par dårlige vejvalg, hvorfor Norge, Ungarn og Tjekkiet kom op. Norges Pia Young Wik havde de bedste vejvalg og de bedste nerver og sikrede den norske sejr foran Ungarn og Tjekkiet.

Det danske andethold leverede ligeledes en forrygende præstation, således at Marie Møller Nielsen løb holdet ind til en fin samlet 18. plads med stort set samme fart som Eva på sidste tur.

Torsdag har løberne en hviledag mens temperaturen her i Portugal runder de 40 grader. Fredag afholdes en bystafet - også som sprint - med en herreklasse og en dameklasse og tre deltagere på hvert hold. Deltagerne vil kende terrænet i landsbyen Dornales fra deres træninger, men der forventes alligevel en udslagsgivende konkurrence i den kuperede by. Det er ikke et officielt juniorverdensmesterskab, da denne form for sprintstafet ikke har officiel status, men det bliver en ny super spændende konkurrence med fuld dækning med TV, GPS og arenaproduktion, som live streames fra arrangørernes hjemmeside jwoc2022.pt . Herrerne starter kl. 08:30 lokal tid, mens damerne starter 09:40. den danske tid er en time senere end de angivne tider.

Derefter vil denne underlige Junior-VM-uge være slut uden løb i de fantastiske skovterræner omkring Aguiar da Beira, men der er allerede nu aftalt, at Junior-VM på skovdistancerne kommer til at blive afviklet i en af de første weekender i november. Hvilken weekend det bliver, vil blive afklaret i løbet af de kommende uger. Så Junior-VM slutter ikke på fredag - det går blot i dvale for at genopstå med en fantastisk afslutning i november.