11 løbere forberedte sig til Junior VM på DOF's Venner-tur til Portugal
I midten af maj-måned, var 11 løbere, 5 drenge og 6 piger, i alderen 17-20 år, afsted på tur til Portugal, for at løbe i de teknisk svære terræner, hvor der skal være Junior VM i starten af juli.
Turen var sponsoreret af fonden DOF's Venner, der arbejder for at støtte unge orienteringsløbere i deres udvikling, og på baggrund af interessetilkendegivelser fra løberne, valgte bestyrelsen i fonden, 13 løbere, der fik muligheden for at komme ned og se næmere på de teknisk udfordrende terræner i Aguiar da Beira, forud for JWOC 2022 (Junior World Orienteering Championships).
Verdensmesterskabet for de 17-20 årige skal løbes i terræner, der er meget anderledes end de danske, og derfor var 18-årige Mathias Buchgreitz fra Søllerød OK, også glad for de ekstra erfaringer turen kunne give.
"Jeg vil gerne løbe Junior VM dernede, og derfor tænkte jeg, at det ville være god forberedelse, at komme ned og løbe i terrænerne. Vi var dernede med landsholdet i uge 7, men jeg var desværre meget syg i den uge, så jeg fik ikke løbet så meget i terrænerne," fortæller Mathias, om hvorfor han valgte at sende sin interessetilkendegivelse til at komme med på turen ind, og han fortsætter:
"Terrænetkræver nogle helt andre o-tekniske færdigheder, end det gør at løbe i Danmark. Herhjemme kan man de fleste steder bare løbe lige på, men dernede er det grønne fx virkelig svært at komme igennem, så det bedste vejvalg er tit et udenomsvejvalg, uden om tæthederne, og det ser man ikke så tit i Danmark i samme grad," fortæller Mathias.
17-årige Laura Bobach fra Rold Skov OK, er enig i, at det o-tekniske udbytte af den den 6-dage lange tur til Aguiar da Beira, hvor der både blev løbet skovtræninger og sprint, var stort.
"Det var rart at få noget erfaring med det terræn, jeg håber at komme ned og løbe Junior VM i her til sommer. Når man kigger på kortet, er det meget teknisk, og der er så mange detaljer, så det har været virkelig godt at komme ud i terrænet og finde ud af, hvad man kan sortere fra, og hvilke tekniske strategier der fungerer og ikke fungerer," fortæller Laura, der også synes at det var rigtig hyggeligt at være afsted.
"Det var rigtig fedt at prøve nogle andre terræner, men det var også bare fedt at være afsted med de andre, vi havde det rigtig hyggeligt, og fordi vi ikke var så mange, som når vi er på fx U18-tur, så lærte vi også hinanden bedre at kende og blev rystet godt sammen," fortæller Rold Skov løberen, der føler sig godt forberedt, hvis hun trækker en billet til JWOC, efter testløbene i Vestjylland i næste uge.
Programmet i Portugal var spækket med gode tekniske træninger, og de fleste dage, havde løberne et kort i hånden på to træninger.
Mathias Buchgreitz mener også, at det er vigtigt, at forberede sig godt inden et mesterskab, også selvom han stadig er junior, for det giver en ro og en sikkerhed, især i forhold til det tekniske. Han er glad for at DOF's Venner har gjort det muligt, at lave en fortræningslejr, hvor alle der har lyst til at gå efter at komme til Junior VM, kan komme med.
"Det er superfedt, at vi får muligheden, os juniorer, for at komme ned og træne i terræner, der ligner de terræner vi skal konkurrere i, for det gør en kæmpe forskel for hvordan man præsterer, tror jeg. Jeg kan i hvert fald mærke forskel på mig selv, fra starten af turen, til slutningen af turen, og sådan tror jeg også de andre havde det. Jeg synes at det har hjulpet på sikkerheden og givet en følelse af at være ordentligt forberedt, at være dernede og træne," forklarer Mathias.
Der er testløb til JWOC og EYOC (European Youth Orienteering Championships) i næste weekend, 11. og 12. juni. Lørdag er der en mellemdistance i Blåbjerg Plantage og søndag skal der løbes langdistance i Stråsø plantage. Holdet til de to mesterskaber udtages ugen efter testløbene af U18 træner Astris Ank Jørgensen.
Deltagere på turen
Damer:
Amalie Ertmann, Allerød OK
Eva Örnhagen Jørgensen, OK Snab
Ida Riis Madsen, Rold Skov OK
Laura Bobach, Rold Skov OK
Marie Møller Nielsen, OK Pan Aarhus
Sigrid Staugaard, FIF Hillerød
Herrer:
Asbjørn Kaltoft, OK Pan Aarhus
Jonas Damm Als, OK Pan Aarhus
Mathias Buchgreitz, Søllerød OK
Oscar David Broman Jensen, Allerød OK
Theis Munktved, Allerød OK
Trænere:
Lasse Falck Weber, Tisvilde Hegn OK
Marius Thrane Ødum, OK Øst Birkerød
Læs mere om Junior VM i Portugal, på arrangørernes hjemmeside: https://www.jwoc2022.pt/www/