Skip to main content

Sølv til Danmark i stafetten ved EM i Trail-O

| Camilla Bevensee | Nyheder

Efter en god indledning på mesterskabet, med de to præcisions orienteringskonkurrencer, leverede det danske hold også fine præstationer på gårsdagens TempoO distance. Både Johanne Biering, og hendes bronzevindende lillebror, Tobias Biering, gik videre fra TempO kvalifikationen til finalen lørdag eftermiddag. De kvalificerede sig begge, med henholdsvis en 17. og 2. plads i hver deres respektive heats.

Som en af de først startende i finalen, kom Johanne ind med hurtigste tid og den blev kun slået af en finne sidst i konkurrencen. Alt så ifølge holdkammerat Søren Saxtorp, der ikke stillede op i konkyrrencen, forrygende ud, og Tobias lå nummer 11 i mål. Desværre blev en af stationerne på ruten annulleret af arrangørerne, fordi kraftig regn gjorde at ikke alle skærme kunne ses. Dermed ændrede hele stillingen sig og Johanne rykkede ned på 8. pladsen og Tobias blev nummer 15. "Det var ellers super spændende at følge tiderne der kommer løbende ind fra stationerne i skoven," beretter Søren Saxtorp. 

I dag skulle den sidste distance afgøres; stafetten. Danmark stillede to hold i open-class, hvor i alt 27 hold stillede op.

Denmark 1: Tobias Biering, Maria Krog Schulz og Johanne Biering

Denmark 2: Karin Biering, Karo Schulz Saxtorp og Søren Saxtorp

Hold 1 med Tobias, Maria og Johanne leverede en fantastisk præstation, hvor alle tre gjorde hvad de skulle ude på banen, og det rakte så langt som til en flot sølvmedalje. 

Sølvmedaljen er den bedste placering for Danmark i stafetten, ved et internationalt mesterskab. Danmark har tidligere vundet bronze i stafetten, ved EM i 2012 og igen ved VM i 2013, men det er første gang at medaljerne er af sølv. 

Tillykke til hele holdet, med de flotte resultater alle dagene. Det bliver spændende at følge de skarpe atleter til VM i Trail orientering i Polen, om lidt under to måneder.

Alle resultater fra ETOC kan ses her: https://etoc2022.com/competitions/