World Cup: Dansk sjetteplads i sprintstafet
Den afsluttende sprintstafet ved World Cup runden i svenske Borås blev en festlig affære i flot forårssolskin. I dag gik banerne fra pladsen ved byens domkirke ned mod byens centrum, hvilket betød en hård stigning retur til arenaen sidst på de 4 ture.
Det danske hold på podiet
Hver nation havde mulighed for at stille 4 hold og Ida Agervig Kristiansson skiftede først af de danske hold 1:26 efter de førende. Hedvig Valbjørn Gydesen i førsteholdet tabte tid i starten, men løb sig flot op til at skifte 1:39 efter suveræne Lina Strand fra Sveriges andethold, som også endte med at vinde stafetten. Annika Simonsen på et mixhold med Frankrig, Line Cederberg og Caroline Gjøtterup fulgte efter yderligere lidt senere.
Søren på jagt efter løberne foran
På anden tur leverede Søren Thrane Ødum en ny fantastisk indsats, da han tog over 10 sekunder ind på teten og skiftede på 12. pladsen for Danmark 1. Emil Øbro leverede også en superindsats på andetholdet, hvor han dog tabet et lille halvt minut til de førende.
Jakob med fuldt fokus på tredjeturen
På tredjeturen holdt Jakob Ekhard Edsen positionen og tabte kun omkring 30 sekunder til de førende hold, hvorefter det var Miri Thrane Ødum, som løb sidste tur for førsteholdet. Miri løb ligeledes flot og løb holdet ind til en samlet 10. plads blandt alle holdene, ca. 2½ minut efter det vindende svenske hold. Da Sverige imidlertid havde tre og Schweiz to hold foran og man kun har ét hold pr. nation i den samlede resultatliste, så blev det altså en samlet 6. plads til det danske hold. Bag Miri vandt Nicoline Friberg Klysner søsterduellen, idet hun var i mål på en samlet 23. plads, ca. 40 sekunder før Cecilie løb Danmark 4 ind på endelig 26. plads.
Miri Thrane Ødum på vej mod 6. pladsen
I teten var der dyst mellem de to bedste svenske hold, men helt usædvanligt var det de største stjerner på Sveriges førstehold, som ikke havde dagen. Først lavede Gustav Bergman en stor fejl på tredjeturen og siden tog Tove Alexandersson et langsomt vejvalg allersidst på banen, så Elena Roos fra Schweiz kom foran. Norge med Andrine Benjaminsen blev nr. 4, men fik altså tredjepræmien, da der var to svenske hold foran. Alle resultater kan findes på hjemmesiden her.
Glade landsholdskammerater hepper på Miri
Nu venter så landstrænernes hårde dom over løbernes præstationer de seneste dage, når holdet til VM skal udtages. Til VM kan landene kun stille med 3 deltagere pr. distance i henholdsvis herre- og dameklassen og blot ét stafethold, så selvom det ikke er givet, at de samme løbere udtages til alle distancer, vil det alligevel blive et mindre hold, som nu går i gang med de sidste forberedelser frem til VM indledes med sprintstafetten i Kolding den 26. juni. Det danske hold planlægges endeligt udtaget i morgen mandag og planlægges offentliggjort tirsdag.
Fotos: Jeppe Ruud og William Hollowell / IOF