Skip to main content

Danish Spring - tilbage i foråret

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Efter et par turbulente år med aflysninger og udsættelse er den østdanske forårsklassiker Danish Spring tilbage på sin vante plads sidste weekend i marts. Det bliver et brag af et arrangement med sprint fredag ved RUC øst for Roskilde og mellem og lang distance i Hvalsøskovene. Som altid er der kræset for såvel den ypperste elite som for rutinerede og begyndere i alle aldre.

Årets stævne arrangeres af OK Øst som gennemgående arrangør fra 2021, samt OK Roskilde og den nye klub i arrangørkredsen, Holbæk OK, der trækker et stort læs i arrangementet af løbene lørdag og søndag.

Foto Simona

 Den schweiziske superstjerne Simona Aebersold var blandt deltagerne i Danish Spring 2019

Fredagens sprint har VM-medaljevinder Andreas Boesen fra arrangørklubben OK Roskilde som rutineret banelægger og han lover en udfordrende sprint på universitetsområdet.  Som noget nyt i Danish Spring sammenhæng er der klasser for såvel H/D 60 som H/D 70, så deltagere i disse kategorier ikke længere skal konkurrere med de unge på 50.

Terrænet lørdag og søndag er kendt som et af Sjællands mest kuperede områder, hvor der har været arrangeret talrige danske mesterskaber og europamesterskaber, ligesom Danish Spring og forløberen Spring Cup tidligere har været i området flere gange. Banelæggerne Finn Skouenborg og Jan Thiesen fra Holbæk OK lover udslagsgivende baner.

Og netop terrænets popularitet betyder, at det i år ikke er med på den internationale ranglistekalender - man fandt at de 4 måneder fra DM Nat blev afholdt i området var lige kort nok til at tildele  WRE-titlen. Trods dette, lover arrangørerne, at deltagerne kan se frem til samme høje arrangementskvalitet, som før Corona-pandemien. Og i 2023 er stævnet tilbage på den internationale kalender.

Kasper Fosser DS 2019

Den senere verdensmester Kasper Fosser på podiet ved Danish Spring 2019

Der er endnu god tid til at lave aftaler med klubkammeraterne om at tage sammen til Danish Spring, da tilmeldingsfristen først er den 11. marts. Derfor er der også tid til at finde træningsskoene frem for at kunne møde veltrænet til Danish Spring. Et lille tip i den forbindelse: Der er fornyligt offentliggjort et træningstilbud i O-teknik Østkredsen i Aldershvile Skov ved Gladsaxe. Stigningen på små 270 meter på de 6 små baner er ikke ulig hvad man vil møde ved Danish Spring - og så får man samtidig nogle højdemeter i benene frem mod årets påskeløb ved Silkeborg.

Se indbydelsen til Danish Spring her.