Skip to main content

MTBO-VM: To gange VM-guld på stafetten

| Nyheder 2021

2021 MTBOVM stafet Medaljer

Det danske MTBO-landshold kørte også på torsdagens afsluttende stafet i Finland på den helt store klinge hvad præstationer angår, og vandt VM-guld i både dame- og herrejuniorstafetten.

I herrestafetten kørte det danske hold sig på podiet med en sjetteplads.

Stafetten bød igen på et teknisk svært terræn med masser af stier og spor omkring skisportsområdet Jouppilanvuori, der stillede store krav til rytternes evne til at holde hovedet koldt i de mange gaflinger.

Det klarede Cæcilie Christoffersen flot på førsteturen hos damerne, hvor hun på første halvdel af banen var med blandt de allerforreste. Ved skiftet var hun i femte position - et minut efter de førende finner, men sørgede for at holdkammeraterne absolut stadig havde en hovedrolle at spille på de efterfølgende ture.

- Det var så hårdt. Man skulle orientere hele vejen, vælge sine egne vejvalg og være sikker på at man tog de rigtige poster, fortalte Cæcilie efter stafetten.

På andenturen fik Nikoline Splittorff kontakt med førergruppen allerede ved post 3 og skilte sig sammen med finnen Ingrid Stengård hurtigt ud fra resten af feltet. Derfor kunne hun sende gårsdagens verdensmester Camilla Søgaard ud på hjul af det finske hold og med et hul på næsten et minut til forfølgerne.

Sidsteturen blev en nervepirrende omgang: Først havde Camilla Søgaard den længste gafling og tabte tid på et udenomsvejvalg, men hun fik hurtigt lukket hullet igen. Ved passagen af arenaen lidt over halvvejs på banen førte finnen Marika Hara, der blev verdensmester på søndagens sprint stadig. Men på de sidste poster kørte danskeren med sikker teknik og høj fart, og slog et afgørende hul på næsten to minutter og sikrede dermed Danmark verdensmesterskabet.

- Jeg var ikke sikker på, at jeg var alene, så jeg blev ved ved at kigge efter hende. Og jeg vidste faktisk ikke at vi førte og var ved at vinde, før jeg fik det at vide ved sidsteposten, fortalte Camilla Søgaard.

Det russiske hold, der stiller op under neutralt flag vandt bronze.

Det er dameholdets første stafetmedalje i fire år og første verdensmesterskab siden 2010.

Sikker dansk juniorsejr
Og hvor damestafetten altså gjorde neglene betragteligt kortere hos dem, der fulgte med, var det nærmest en dansk opvisning hos juniorherrerne.

Noah Tristan Hoffmann lagde ud med en sikker førstetur og var i mål omtrent 40 sekunder efter de førende russere, inden Mikkel Brunstedt Nørgaard kunne slå et imponerende stort hul på andenturen. Lige fra start tog han føringen og blev med høj fart og sikker orientering ved med at øge forspringet, så det ved skiftet var på mere end seks minutter til Rusland.

- Det gik helt som planlagt. Noah kom ind nærmest i front og så kørte jeg mit eget løb. Jeg så kun en schweizer derude og derudover så jeg ingen. Og så var de pludselig langt efter, så det var dejligt, sagde Mikkel Brunstedt Nørgaard.

Det gav den trefoldige verdensmester Morten Örnhagen Jørgensen et perfekt udgangspunkt til at køre endnu et sæt guldmedaljer hjem til Danmark, efter en tur hvor han øgede forspringet med halvandet minut.

- Det var ret svær teknisk, og jeg vidste ikke hvor langt forspringet var, da jeg kørte ud. Men jeg kørte kontrolleret uden fejl, fortalte Morten Örnhagen Jørgensen, der nu skal finde plads til hele fem medaljer i kufferten – fire af dem af guld efter en suveræn VM-uge.

I herrestafetten lagde Oliver Friis hurtigt ud, men tabte lidt tid på den sidste sløjfe inden skiftet og sendte den kørende landstræner Allan Jensen ud i 18. position. Han kørte holdet mere end 10 pladser op inden Thomas Steinthal efter tredjeturen kunne træde holdet ind til en sjetteplads på den rensede resultatliste.

Dyk ned i resultater, baner, GPS-tracking og web-tv-produktionen her.

Dermed blev det et flot punktum for en flot VM-uge, hvor landsholdet kan tage hjem med hele 11 VM-medaljer:

Senior:
Guld, Langdistance, Camilla Søgaard
Guld, Stafet, Cæcilie Christoffersen, Nikoline Splittorff, Camilla Søgaard

Junior:
Guld, Massestart, Morten Örnhagen Jørgensen
Guld, Mellemdistance, Morten Örnhagen Jørgensen
Guld, Langdistance, Morten Örnhagen Jørgensen
Guld, Sprint, Mikkel Brunstedt Nørgaard
Guld, Stafet, Noah Tristan Hoffmann, Mikkel Brunstedt Nørgaard, Morten Örnhagen Jørgensen
Sølv, Langdistance, Gertrud Riis Madsen
Sølv, Sprint, Morten Örnhagen Jørgensen
Sølv, Mellemdistance, Mikkel Brunstedt Nørgaard
Bronze, Langdistance, Mikkel Brunstedt Nørgaard