Skip to main content

MTBO-VM: Vild dansk dag med to guldmedaljer – og en sølv og en bronze

| Nyheder 2021

2021 MTBOVM Langdistance Camilla Soegaard

 

Det blev til hele fire danske medaljer på langdistancen ved MTBO-VM i Finland – og to af dem var endda af guld.

Efter to fjerdepladser tidligere på ugen lykkedes det hele for Camilla Søgaard på onsdagens langdistance, og hun kørte over stregen med en suveræn margin på næsten to minutter til tjekken Veronika Kubinova.

Forinden havde hun tilbagelagt mere end 30 kilometer på mountainbiken i et terræn, der både stillede krav til rytternes evne til at gennemskue et kompliceret stibillede og samtidig gav plads til at træde igennem på lange stræk.

Allerede på vej til post 2 valgte Camilla et mere direkte vejvalg end de fleste konkurrenter. Det gav hende et tidligt forspring, som hun udbyggede og holdt fast i hele vejen rundt.

- Efter de to fjerdepladser ville jeg virkelig gerne have guldmedaljen i dag, så jeg er så glad. Jeg kørte meget disciplineret, fortalte Camilla bagefter på pressemødet.

Det er Camilla Søgaards andets verdensmesterskab og hendes 11. internationale mesterskabsmedalje gennem tiden.

De øvrige danskere i dameklassen, Nikoline Splittorff og Cæcilie Christoffersen, blev henholdsvis nummer 12 og 23.

Juniorernes medaljehøst fortsatte
Hos juniorherrerne lavede Morten Örnhagen Jørgensen et juniorverdensmester-hattrick, da han kørte fra alle konkurrenterne for tredje gang ved mesterskaberne.

I mål var han 39 sekunder hurtigere end russeren Yaroslav Shvedov, mens Mikkel Brunstedt Nørgaard vandt sin tredje VM-medalje i Finland ved at snuppe bronzen.

- Jeg kørte godt og lavede kun små fejl, men fik rettet op på det hver gang, så jeg er rigtig godt tilfreds. Det var mere teknisk end jeg havde forventet. Det var meget sandet og en rigtig god bane i dag, sagde den tredobbelte juniorverdensmester bagefter.

Noah Tristan Hoffmann blev nummer 17.

Sølv til Gertrud Riis Madsen
Og det danske medaljeridt stoppede ikke dér. Også 16-årige Gertrud Riis Madsen ville lege med. Hun bliver egentlig først juniorrytter næste år, men kørte en imponerende langdistance uden nævneværdige fejl. Og da hun samtidig holdt et højt tempo – også på den sidste og mere fysisk betonede del af banen, endte hun til sidst med sølvet om halsen.

- Jeg synes det var teknisk svært, men det var et spørgsmål om blive ved med at trykke på – især til sidst, fortalte hun.

I mål var der 2.34 minutter op til vinderen, tjekken Lucie Nedomlelova, mens svenske Tilda Palm fik bronze knap to minutter efter Gertrud.

2021 MTBOVM Langdistance Camilla Gertrud

 


Hos seniorherrerne havde Thomas Steinthal et godt løb i dag efter diskvalifikationer på de seneste to distancer. Han blev nummer 10, knap fem minutter efter den finske vinder Andre Haga, og var glad for en velgennemført VM-distance. Oliver Friis kørte sig igen til en 19. plads.

Find resultater, GPS-tracking, kort og web-tv fra dagens distance på IOF's liveside.

I morgen afsluttes VM med stafetterne, hvor Danmark stiller med tre hold. 

H21: Start 8.30 
Oliver Friis, Allan Jensen, Thomas Steinthal
D21: Start 8.35
Cæcilie Christoffersen, Nikoline Splittorff, Camilla Søgaard
H20: Start 8.45
Noah Tristan Hoffmann, Mikkel Brunstedt Nørgaard, Morten Örnhagen Jørgensen

Landstræner Allan Jensen har høje forventninger til alle tre stafethold - og siger, at junorherrer og dameholdet har en ambitiøs målsætning om guld, mens herrerne bør kunne køre sig i top 6 på en god dag.

Foto: Nina Hoffmann