Skip to main content

Opdaterede retningslinjer for udendørs arrangementer

| Nyheder 2021

Fra og med fredag den 21. maj er forsamlingsloftet hævet til 100 personer udendørs og 50 personer indendørs. Som hidtil betyder det, at der højst må være 100 personer samlet på samme sted samtidig. De 100 personer er et bruttotal, dvs. at stævneofficials og evt. andre, f.eks. tilskuere, tæller med i antallet.

De opdaterede retningslinjer, som Kulturministeriet netop har udsendt, gælder for al udendørs idræts- og foreningsliv, såvel træning som stævner.

Der er desværre ikke lempet på det såkaldt store forsamlingsloft på 500 personer, dvs. at stævner med flere end 500 deltagere skal deles op tidsforskudt, så der ikke på noget tidspunkt er flere end 500 deltagere i gang samtidig.

Der er ikke krav om corona-pas eller test for at deltage i udendørs idrætsaktiviteter, men Stævne- og Reglementsudvalget anbefaler alligevel, at deltagerne får foretaget en corona-test inden et stævne, såfremt man ikke er vaccineret. Derved mindskes risikoen for smitte. 

Ved brug af indendørs faciliteter, som f.eks. toiletter, skal der ifølge Kulturministeriets retningslinjer for indendørs arrangementer iværksættes stikprøvekontrol af corona-pas.

Med den seneste opdatering af Kulturministeriets retningslinjer er der åbnet for motionsarrangementer med op til 150 deltagere per sektion og op til i alt 3.000 deltagere i gang samtidig. Selv om det tilsyneladende er et attraktivt alternativ, skal man være opmærksom på, at denne ordning kræver obligatorisk gyldigt corona-pas, plan for stikprøvekontrol af corona-pas, udarbejdelse af en sundhedsplan og opsamling af kontaktinformationer for deltagere med henblik på smitteopsporing.

Stævne- og Reglementsudvalget har efter offentliggørelsen af Kulturministeriets seneste retningslinjer foretaget en mindre revision af DOF’s egne retningslinjer og anbefalinger til deltagere. 

Links til retningslinjer og anbefalinger:

DOF’s retningslinjer for stævner

DOF’s anbefalinger til deltagere

Kulturministeriet retningslinjer for udendørs arrangementer


Kulturministeriet retningslinjer for indendørs arrangementer

Spørgsmål om fortolkninger af DOF's retningslinjer rettes til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., Formand for Stævne- og Reglementsudvalget

Foto: Jeppe Ruud