Skip to main content

Masser af spænding i dagens elite- og talentstafet

| Nyheder 2021

Weekendens talent- og elitekonkurrence begyndte med en tre-mandsstafet i Siim Skov ved Ry, der talte 19 hold på startlisten. Med særlige coronahensyn kan det godt lade sig gøre at afvikle stævner nu. Og på dagens konkurrence var opskriften for både herre- og damestafetten et stabilt udgangspunkt på de to første ture og en stærk afslutning på sidsteturen. 

Mange hold hos både herrerne og damerne kunne være med i starten, men som stafetten skred frem løb flere hold sig ud af kampen om en topplacering. Tisvilde Hegn OK og mixholdet Aarhus 1900/Søllerød OK/Melfar OK lå med helt i toppen af herrefeltet efter to ture, hvor især Jakob Edsen på mixholdet løb en stærk førstetur. Med fejlklip af Björn Cederberg for Tisvilde og Simon Thrane Hansen på mixholdet på hhv. første- og andentur måtte de to hold dog se sig ude af stafetten, selvom de løb gode tider på alle turene.

I stedet gik sejren hos herrerne til et andet mixhold, hvor Silkeborg OK havde fået OK Øst Birkerøds Søren Thrane Ødum med på sidsteturen. Her løb Laurits Bidstrup Møller og Elias Hinge to stabile ture og sendte Søren Thrane Ødum ud som nummer to på sidsteturen, dog efter det diskede mixhold. Søren Thrane løb dagens hurtigste herretur og både hentede og satte den unge August Gabs, der var i skoven for Aarhus 1900/Søllerød OK/Melfar OK og ellers løb en flot tur. Malte Kjær Hemmingsen løb også en rigtig flot tur og vekslede en lidt hård start til en flot andenplads til FIF Hillerød. Tobias Svarer kunne løbe et af OK Pans 5 herrehold sikkert i mål til en tredjeplads, dog næsten 10 minutter efter Søren Thrane Ødum havde krydset målstregen.

Hos damerne var Tisvilde Hegn OK med Line Cederberg og Agnes Nørgård Kracht suveræne på de to første ture og Iben Valery leverede en stærk præstation på sidsteturen. Hun kunne dog ikke holde Maja Alm bag sig, der efter to stabile præstationer fra Caroline Gjøtterup Frederiksen og Hedvig Valbjørn Gydesen blev sendt ud to og et halvt minut efter Iben for mixholdet Faaborg OK/Melfar OK/OK-HTF. Maja løb dagens hurtigste dametur og kom i mål tre og et halvt minut foran Iben og Tisvilde Hegn OK og syv minutter foran Andrine Benjaminsen, der løb OK Pan Aarhus ind til en tredjeplads.

Alle resultater kan ses her.

I morgen fortsætter weekenden med en sprintdistance i Aarhus.

Tekst: Camilla Bevensee, Foto: Jeppe Ruud