Som banelægger er det vigtigt at kende til den måde Naturstyrelsen definerer forskellige områder i skoven, så man kan tage hensyn til dem i sit arbejde. Naturstyrelsen har udpeget ‘naturzoner’ i de fleste af deres skovområder i Danmark, og det er arrangøren af et orienteringsløbs eget ansvar at tage hensyn til naturzonerne i det område, løbet foregår i.
Naturzonerne skal friholdes for postplacering og gennemløb, men større stier og veje kan accepteres som transport gennem områderne. Det er som noget nyt præciseret, at Naturzonerne må udgøre op til omkring 10% af skovarealet.
Naturstyrelsen skriver følgende om naturzoner:
En naturzone skal give vildtet fred eksempelvis under orienteringsløb. For mange dyr (eksempelvis rådyr) kan gentagne forstyrrelser i den sidste ende resultere i, at dyret dør, fordi det løber rundt for at finde fred i stedet for at hvile og spise. Dyrene kan gå ind i naturzonerne, når der er meget uro fra mennesker, og det er derfor vigtigt, at de ikke bliver skræmt ud af naturzonen. Når man derfor arrangerer orienteringsløb og andre aktiviteter, der kan forstyrre vildtet, skal man tilrettelægge arrangementet, så deltagerne ikke skal bevæge sig gennem en naturzone.
Hvis der er angivet en naturzone på begge sider af en grusbelagt skovvej, må deltagerne gerne benytte skovvejen, men de må ikke færdes inde i naturzonerne (f.eks. inde mellem træerne).
Der skelnes i aftalen med Naturstyrelsen mellem meddelelsesløb og ansøgningsløb.
- Meddelelsesløb er løb med et forventet deltagerantal under 125. Disse løb kræver ikke ansøgning, men skal blot meddeles skovdistriktet 14 dage før løbets afholdelse. Selvom man blot skal anmelde løbet, kan man ikke være sikker på at kunne afholde løbet, da der også er andre brugere, bl.a. andre orienteringsklubber. Det er derfor vigtigt at være ude i god tid.
- Ansøgningsløb er o-løb med mere end 100 deltagere. Ansøgning om afholdelse af disse løb skal indsendes samlet for det næste kalenderår allerede i juni.
Aftalen med Naturstyrelsen indeholder desuden forskellige begrænsninger på antallet af løb i maj og juni, regler for midlertidige lukninger efter større løb samt forståelse for, at løbene kan have begrænsninger på deltagerantallet afhængig af forholdene i den konkrete skov.
Se hele aftalen mellem Dansk Orienterings-Forbund og Naturstyrelsen her: