Skip to main content

VM MTBO begynder søndag morgen i Viborg

| Nyheder 2019

Camilla SoegaardSøndag morgen ruller de første MTBO-ryttere ud i Viborgs gader, når verdensmesterskaberne begynder med sprintdistancen i hjertet af den midtjyske by.

I alt er 230 eliteryttere tilmeldt i senior- og juniorklasserne idet begge verdensmesterskaber afvikles samtidigt.

Og i løbet af den kommende uge skal de igennem fem discipliner, der slutter med stafetten lørdag d. 3. august.

Dermed er det også kulminationen på flere års intensivt arbejde for Event Director Jørn Svensen og de mange frivillige danske MTBO-kræfter, der har sørget for kort, baner og faciliteter på VM-niveau.

Det danske landshold tæller fem seniorryttere og otte juniorer, og håber med rette også at kunne blande sig i medaljekampen i løbet af VM-ugen på hjemmebane.

Find holdet her:

- Når vi kører på hjemmebane, så vil vi også gerne høre den danske nationalmelodi i løbet af ugen. Og det tror jeg også vi har rigtig gode muligheder for. Det kan godt være, at vores bruttotrup er smal, men vi har også nogle, der er blandt de allerbedste, siger landstræner Lasse Brun Bonne, der fremhæver Camilla Søgaard og Thomas Steinthal, som de mest oplagte danske medaljekandidater.

De to stiller begge op som regerende verdensmestre; Camilla vandt VM-guld på massestarten i fjor og lykkedes også med at køre EM-guld hjem på distancen så sent som i juni. Thomas vandt VM-guld på sprinten sidste år.

- Med hjemmebane er der en stribe fordele, men også ulemper. I særdeleshed det pres, der ligger på dem og det kommer til at handle om, hvordan de håndterer det, siger landstræneren.

Han fremhæver også juniorrytteren Nikoline Holm Splittorf, der har vist flotte resultater på det seneste, som en mulig medaljekandidat, hvis det hele flasker sig.

Rasmus Søgaard, der vandt både VM- og EM-guld på langdistancen 2017, var desværre ude for et styrt under EM i begyndelsen af juni, og det har ødelagt hans forberedelser.

Derfor stiller han efter aftale med landstræneren op på sprint og stafet.

- Han skal give den, det han kan. På de to distancer kan han stille op og føle, at han kan yde en næsten optimal præstation. Det er ikke muligt på de længere skovdistancer med den forberedelse han har haft, siger Lasse Brun Bonne.

Det er 10 år siden, at det danske MTBO-landshold sidst kørte et internationalt mesterskab på hjemmebane - dengang var der EM i Nordsjælland.

Og det har helt sikkert en betydning, mener landstræneren.

- Der kommer en helt unik positiv energi i at deltage i VM på hjemmebane med alle de tilskuere, og vi kommer til at have et holdfokus på at få den gode energi med ud på banerne.

- Og så er der jo i orientering en hjemmebanefordel i at man kender måden at tegne kort og lave baner på. Men der er også så højt et eliteniveau i MTBO-verdenen i dag, at det ikke gør det alene, siger Lasse Brun Bonne.

Første VM-rytter ruller ud af startboksen kl. 8.45 søndag morgen.

Følg med i livedækningen via mesterskabernes hjemmeside.

I bulletin 4 kan du læse informationer om hele VM-ugen.

Herunder kan du se optaktsinterview med Camilla Søgaard og Thomas Steinthal