Kolding OK overtager DM Nat – og DM Stafet lever i Hillerød
Det har været en meget speciel orienteringssæson – med mange aflysninger og ændringer, men der er heldigvis også ting at glæde sig over. Vi har eksempelvis stadig tre danmarksmesterskaber til gode i år.
DM Nat 2020 har levet en omtumlet tilværelse. Oprindelig skulle vi have fundet de danske mestre i natorientering tilbage i marts, men det oprindelige mesterskabsløb blev udskudt til d. 30. oktober på grund af coronapandemien. Og for en uge siden fortalte arrangørerne i Horsens OK at udfordringer med skovtilladelsen betød, at det ikke kunne lade sig gøre at gennemføre et løb i DM-standard.
Lykkeligvis har Kolding OK tilbudt at arrangere DM Nat i stedet med Frederikshåb Vest som løbsområde. Her er der i foråret tegnet kort, der skulle have været brugt til publikumsløb i juli til det udskudte VM i Trekantområdet. Nu kommer det i stedet i brug d. 30. oktober til DM Nat.
DM Stafet i september så også ud til at måtte sløjfes helt i 2020. Men her har FIF Hillerød Orientering stablet et danmarksmesterskab på benene, der løbes d. 7. november i St. Dyrehave. På grund af coronarestriktionerne sker det med en række begrænsninger – der løbes kun i D21 og H21, og kun med en begrænset antal hold, der følger de aktuelle forsamlingsgrænser. Se mere i invitationen her.
DM Ultralang løbes i Mols Bjerge søndag d. 1. november. Her har arrangørklubben OK Pan Aarhus også været nødt til at sætte loft på deltagerantallet, som blev nået søndag. Læs mere på stævnets hjemmeside og Facebook-begivenhed.
Stævne- og Reglementudvalget er både glade for og meget tilfredse med, at klubberne har støttet op om forbundets bestræbelser på at få etableret et løbsprogram, der i hvert fald tilnærmelsesvis ligner det, vi kendte fra tiden før Covid-19.