MTBO Landsholdet forbereder 2020 sæsonen
Efter den succesfulde 2019 sæson og den afsluttende samling tidligt i november har der været lidt tiltrængt ro på i MTBO landsholdslejren for en kort bemærkning. Men nu er det ved at være tid til at lægge byggestenene til den kommende sæson og kigge ind i 2020, som forhåbentlig også bliver et godt år for dansk MTB orientering. I den netop forgangne weekend blev årets første træningssamling for landsholdet afviklet. OK ØST Birkerøds klubhus dannede base for samlingen, hvor den nyudnævnte landstræner Allan Jensen (Silkeborg OK) svingede taktstokken. Ud over alle landsholdsrytterne var også Morten Ôrnhagen Jørgensen (OK SNAB) med som deltager i samlingen.
Landstæneren flankeret af senior- og junior-landsholdsrytterne
Lørdag formiddag var træningen henlagt til deltagelse i FIF Hillerøds afdeling af den sjællandske MTBO Vintercup i Grib Skov. Banerne var kreeret af landsholdsrytter Thomas Steinthal, som havde lavet nogle spændende og udfordrende baner med flere meget udslagsgivende langstræk, hvor der var op til flere minutter at spare på at vælge det bedste vejvalg, hvilket langt fra alle formåede. Alle ryttere, både herrer og damer, og både junior og senior, kørte den samme bane så der blev ivrigt diskuteret vejvalg og sammenlignet stræktider efter løbet.
Efter en velfortjent frokost gik turen lidt sydpå til eftermiddagens træning i Tokkekøb Hegn. Her havde landstræneren forberedt et par baner med fokus på kort-huske. Rytterne kørte i par og skiftedes til at vise vej til hver anden post. Det var kun tilladt at studere kortet 10-15 sekunder ved hvert stræk og så skulle man finde frem til posten uden at kigge mere på kortet. Rytteren bagved måtte kun kigge på det igangværende stræk og således hjælpe hvis den forreste ikke kunne huske hele strækket. Først vel fremme ved posten kunne den anden rytter så læse på næste stræk og lede vejen. I MTBO kan der spares meget tid, hvis man er dygtig til kort-huske og simplificering af stræk. Jo mere du kan huske uden at skulle kigge på kort, jo højere fart kan der ganske enkelt holdes. Derfor er kort-huske netop en øvelse som rytterne opfordres til at øve ofte.
Lørdag aften blev der ud over afslapning og hygge, også tid til en snak om aktiviteterne for 2020 (EM i Portugal i maj, VM i Tjekkiet i august og World Cup i Finland i september samt diverse træningssamlinger, MTBO-Camp og den hjemlige Trimtex Cup) samt landstrænerens forventninger til rytterne.
Søndag var træningen henlagt til Rude Skov. Der var fælles opvarmning til start og undervejs var der lige indlagt et par MTB-tekniske momenter med forcering af trapper mm. Træningen bestod derudover af tre sløjfer. Første sløjfe blev kørt individuelt i eget tempo. Anden sløjfe blev kørt i fuldt konkurrence tempo næsten som en masse-start. Rytterne blev sendt afsted med 5 sekunders mellemrum og så gjaldt det meget simpelt om at komme først i mål. Der blev givet max gas hele vejen! Sidste sløjfe blev kørt i lidt mere roligt tempo, med flere MTB-tekniske indslag på skovens MTB-spor undervejs.
Det lader til at alle ryttere foreløbigt er godt i gang med vintertræningen hvor der på de hjemlige breddegrader forventeligt skal kæmpes med mudder og snavs en rum tid endnu på de træningspas der foregår i terræn. Som det næste i sæsonplanen ses der nu frem mod uge 9 hvor varmen venter rytterne på årets syd-samling på Gran Canaria. Trods mange daglige timer i sadlen og rigtig mange højdemeter er syd-samlingen altid en længe ventet og meget værdsat træningssamling, hvor rytterne ud over at skulle få mange kilometer i benene forhåbentlig også kan begynde at ane konturerne af at vinterens hårde træning har båret frugt.
Den yngre garde som var med på ungdoms-samlingen
Samtidig med weekendens MTBO landsholdssamling blev der også afholdt en åben MTBO ungdomssamling hvor interesserede havde fået mulighed for at komme med på en god træningsweekend. 7 ryttere (6 piger i spændet 14-16 år og en enkelt 13 årig dreng) fra hhv. Rold Skov OK, Silkeborg OK, Sorø OK, FIF Hillerød og OK ØST Birkerød deltog – både kendte MTBO-ansigter og nye ansigter. Hovedfokus for samlingen var det sociale, som gerne skulle give de unge sammenhold og lyst til at fortsætte inden for MTBO, og det lod heldigvis til at alle tilegnede sig ny MTBO læring og samtidigt hyggede sig sammen.
Ungdomssamlingen benyttede sig af de samme baner (med enkelte ekstra poster for lige at lette sværhedsgraden) som landsholdsrytterne og var også indkvarteret samme sted. Dette for både at skabe synergi og for at lette arbejdsbyrden for leder-kræfterne
En plan for årets videre ungdomsarbejde er undervejs og vil blive udmeldt så snart den er klar. Der vil formodentlig blive én til to weekend-samlinger mere, og derudover blive forsøgt at arrangere fælles overnatning i forbindelse med nogle af årets MTBO-cup løb der ligger som weekend-arrangementer med 2-3 løb ad gangen fredag-søndag. Derudover arbejdes der på at kunne tilbyde MTBO til årets KUM.