Skip to main content

MTBO VM: Bronze til Camilla Søgaard og endnu mere juniorguld

| Nyheder 2019

nikoline splittorff

En glad juniorverdensmester, Nikoline Splittorff.

Det danske landshold i mountainbikeorientering vandt hele tre VM-medaljer på tirsdagens mellemdistance, der blev kørt i skovterrænerne omkring Ebeltoft.

Camilla Søgaard kørte sig til en delt bronzemedalje i seniorklassen, mens Nikoline Splittoff blev verdensmester hos juniorerne. Thomas Steinthal, der vandt søndagens sprint i Viborg, fik bronze i dag – også i juniorklassen.

Camilla Søgaard startede godt ud på den meget teknisk svære bane og lå undervejs med hurtigere radiotider end den senere verdensmester, briten Emily Benham Kvåle. Men et tidstab ved post 12 betød, at Camilla Søgaard delte bronzen med finnen Marika Hara – lidt mere end to minutter efter den vindende brite.

- Jeg laver nogle små fejl, men det er gået fint. Det var faktisk kun ved post 12, at jeg lavede et reelt bom, og ellers var jeg lidt tøvende flere steder. Det var rigtig svært i dag. Det gik faktisk okay med orienteringen, men jeg havde ikke fornemmelsen af at kunne trykke til derude. Så jeg er sådan lidt mellemfornøjet, sagde Camilla Søgaard efter sit bronze-løb.

Én der til gengæld var meget tilfreds efter mellemdistancen, var Nikoline Splittorff, der kørte en stort set fejlfri tur i bakkerne omkring Ebeltoft og blev juniorverdensmester med et imponerende stort forspring til sølvmedaljen. Hele to minutter var der ned til tjekken Vilma Kralova efter de 20 kilometer med store tekniske udfordringer.

- Det fungerede rigtig godt derude. Det var virkelig svært og virkelig sjovt. Vi havde kigget på det hjemmefra og luret udfordringerne, så jeg følte mig godt forberedt. Det var fedt. Jeg var nødt til at stoppe enkelte gange derude, men det var også nødvendigt på så vanvittigt svær en bane. Det er altid ting at forbedre, men det var tæt på at være et perfekt løb, siger Nikoline Splittorff.

Ligesom Nikoline kan Thomas Steinthal også glæde sig over nu at have vundet to medaljer efter to konkurrencedage ved hjemmebaneverdensmesterskaberne. I dag blev det til bronze – to minutter efter tjekken Jan Hasek, som Thomas slog i søndagens sprinttriumf.

Og det kunne meget vel være blevet til endnu en dansk medalje i juniorklassen, idet Mikkel Brunstedt Nørgaard kørte en flot fjerdeplads hjem, bare et halvt minut efter Thomas.

I herreseniorklassen blev Oliver Friis bedst placerede dansker som nummer 33 – Allan Jensen nummer 40 og fortalte efter løbet, at han følte sig bagud på orienteringen i terrænet, der stillede store krav til både fysik og orienteringsteknik hos rytterne. Tjekken Vojtech Ludvik vandt.

Verdensmesterskaberne fortsætter onsdag med langdistancen, der køres i Stråsø Plantage ved Ulfborg.

Resultat, MTBO-VM i Danmark, Mellemdistance
Kvinder – 10,1 kilometer - 26poster
1. Emily Benham Kvåle, Storbritannien 56.07 minutter
2. Veronika Kubinova, Tjekkiet +0.05 min.
=3. Camilla Søgaard, Danmark +2.17 min.
=3. Marika Hara, Finland + 2.17 min.
13. Cæcilie Christoffersen, Danmark + 6.27 min.

Mænd – 11,3 kilometer - 31 poster
1. Vojtech Ludvik, Tjekkiet 53.59 minutter
2. Anton Foliforov, Rusland + 0.44 min.
3. Grigory Medvedev, Rusland + 0.51 min.
33. Oliver Friis, Danmark +9.03 min.
40. Allan Jensen, Danmark + 11.25 min.

Juniorkvinder - 7,7 kilometer - 21 poster
1. Nikoline Splittorff, Danmark + 45.26 minutter
2. Vilma Kralova, Tjekkiet +2.02 min.
3. Kaarina Nurminen, Finland +2.46 min.
8. Christine Reibert Hansen, Danmark +7.10 min.
22. Sara Brinch, Danmark +16.10 min.
23. Birka Øhlenschlæger Nielsen, Danmark + 16.23 min.
24. Annika Henriksen, Danmark +16.47 min

Juniormænd – 9,5 kilometer - 25 poster
1. Jan Hasek, Tjekkiet 47.14 minutter
2. Juha Lilja, Finland + 1.54 min.
3. Thomas Steinthal, Danmark +2.15 min.
4. Mikkel Brunstedt Nørgaard, Danmark +2.48 min.
20. Noah Tristan Hoffmann, Danmark + 10.50 min.

VM-hjemmesiden med starttider, program og resultater mm.: http://www.wmtboc2019.dk

Foto: Nina Hoffmann