LANDSHOLDENE GØR SIG KLAR TIL 2019 SÆSONEN – DEL 2
Vanen tro var MTBO landsholdsrytterne i den forgangne uge på årets syd-samling på Gran Canaria. Modsat herhjemme hvor der næsten var storm, under 5 grader og massiv regn, var der sol, blå himmel og 20-22 grader på Gran Canaria, så man må sige at ugen til intensiv træning under sydlige breddegrader var velvalgt.
Træningslejren forløb som en uge med fokus på mængdetræning, hvor der blev skrevet en masse timer, kilometer og højdemeter i træningskalenderen. Gran Canaria er i cykelhenseende en lækkerbisken med mange muligheder og fantastisk smukke og stejle op- og nedkørsler. Et til tider særdeles barsk bekendtskab, da stigningerne er både ganske lange, men også med stigningsprocenter der ofte er over de 10 % - og i visse tilfælde endda omkring de 20 %. Rytterne har naturligvis deres force indenfor MTBO og deres erfaring med landevej er noget varierende. Men formålet med træningslejren lader sig fint opfylde på en landevejsracer.
I løbet af ugen blev der trænet mellem 4 og 8 timer dagligt, med indslag af en enkelt ”hviledag” med kun 2 timer i sadlen. Samlet set er det over 6 dage blevet til mere end 30 timer, 700 km og 15.000 højdemeter når regnskabet gøres op. Efter sidste tur lørdag, var rytterne ved at være lidt (meget) slidte og have godt ømme ben – men alle var ved særdeles godt mod og havde bravt kæmpet deres egne kampe – der kan være mange kriser i løbet af en dag der byder på op til 8 timer, 3.500 højdemeter og en knapt 200 km i sadlen.
Gruppen var en skøn blanding af seniorer og juniorer, og for første gang var der også deltagelse af junior-pigerne. Det kan være svært at tilpasse træningen til en flok med forskellig kapacitet og træningsbehov. Men det blev fint løst med indlagte individuelt tilpassede intervalpas på mange stigninger, hvorefter der fra aftalt sted efterfølgende blev kørt videre i samlet flok. Gruppen blev derudover under træningsturene også delt i to hold som kunne køre hver deres tilpassede træningspas. Det ene hold bestod af seniorerne Oliver Friis og Camilla Søgaard samt juniordrengene Mikkel Brunstedt Nørgaard og Thomas Steinthal – de fik mange af dagene godt følgeskab af den østrigske eliterytter Kevin Haselberger og også af den svenske rytter Erik Frost en enkelt dag. De 3 juniorpiger Christine Reibert Hansen, Sara Brinch og Nikoline Holm Splittorff var i kyndige hænder hos den erfarne senior Cæcilie Christoffersen. På den længste dag formåede alle at komme til tops på øens højeste punkt Pico de las Nieves i 1950 meters højde. Undervejs blev et uendeligt antal hårnålesving forceret, både op og ned. Det var en stor sejr for alle at komme helt til tops, måske dog især for juniorpigerne.
Den overståede træningslejr betyder også mere eller mindre en afslutning på vinterens mængde- og udholdenhedstræning. Fremover står den mere på høj-intensiv træning med fokus på fart og o-teknik. I næste weekend starter den hjemlige MTBO sæson med årets første Trimtex Cup løb i Frederikssund i Nordsjælland. Og så arbejdes der ellers frem mod årets store mål, VM på hjemmebane i Viborg i starten af august.