Skip to main content

Masser af spænding til lørdagens DM Mellem

| Nyheder 2021

2020 DMMellem JakobEdsen

 

Lørdag eftermiddag skal efterårets første danske mestre i orienteringsløb findes, når OK Snab arrangerer DM Mellem i Grejsdalen – lige nord for Vejle.

Der venter således de omkring 500 deltagere en bakket tur i sensommerskoven, hvor der skal holdes godt styr på de mange kurvedetaljer for at lykkes.

Eliteklasserne er flot besat med masser af landsholdsløbere, der helt sikkert vil give hinanden kamp til stregen for at kunne rejse hjem med en guldmedalje om halsen.

I D21 er Cecilie Klysner, FIF Hillerød forsvarende dansk mester på mellemdistancen og med i lørdagens felt en uge efter hendes imponerende, lynhurtige andentur i den finske Venla-stafet – læs mere om stafetten her.  

Hun skal dog holde norske Andrine Benjaminsen, OK Pan og landsholdskolleger som Ida Agervig Kristiansson, Annika Simonsen, Agnes Kracht bag sig for at løbe med guldet igen.

Hos herrerne er Jakob Edsen, Aarhus 1900 Orientering også klar til at forsvare sin guldmedalje fra Nordsjælland i fjor.

Dengang lykkedes det akkurat at holde Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK bag sig med 12 sekunder i Aggebo-Græsted Hegn – mon ikke Emil er sulten efter revanche? Eskil Schøning, OK Pan og Rasmus Møller Jess, OK Roskilde ligner også gode bud på medaljevindere i bakkerne på lørdag.

Ranglisterne spidser til
Lørdagens danske mesterskaber er samtidig endnu en mulighed for at samle point til både juniorernes og seniorernes rangliste – hhv. Løberen League og Trimtex Senior Cup.

Her er det ved at udvikle sig til lidt af en gyser hos juniordamerne, hvor kun to point skiller Hedvig Gydesen, OK Melfar og Malin Agervig Kristiansson, OK Snab, der har skrabet henholdsvis 546 og 544 point sammen i de første seks af otte afdelinger. De er begge med i D20 lørdag.

Hos juniorherrerne er Linus Agervig Kristianssons (OK Snab) føring noget mere komfortabel – idét klubkammeraten Jeppe Edvardsen er mere end 40 point efter på andenpladsen. De er også begge på startstregen lørdag, hvor Søren Thrane Ødum, OK Øst Birkerød også er tilmeldt - og stiller han til start, ser han ud til at være svær at slå efter den imponerende ottendeplads i seniorernes World Cup tidligere i august.

Seniorerne er kun halvvejs igennem deres seks afdelinger, og her deler Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK og Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK føringen hos herrerne.

I dameklassen er Cecilie Klysner og Agnes Kracht, THOK stukket lidt af fra de øvrige konkurrenter med hhv. 290 og 280 point på de øverste pladser.

Dyk ned i de aktuelle stillinger på ranglistesiden på DOF's hjemmeside.

Der er mere information om lørdagens DM Mellem på løbets hjemmeside, hvor der også dukker et link til liveresultater op. Første start går kl. 12.

Dagen efter arrangerer OK Melfar i øvrigt løb lige på den anden side af Lillebælt – i Staurby Skov.

Foto: Jakob Edsen på vej mod DM Mellem-guldet i 2020 - af Erling Thisted.