Sommerlejre giver brede smil og skarpe o-kompentencer
Foto: Morten Mølgaard Nielsen
Den første uge i skolernes sommerferie var igen i år lig med mange timers løb, grin og sociale aktiviteter for nogle hundrede unge orienteringsløbere i hele landet.
Trods forårets coronarestriktioner har det kunnet lade sig gøre at afvikle sommerkurser for alle kredsenes U1- og U2-grupper i løbet af ugen. Grupperne har alle tilbragt ugen inden for landets grænser på vidt forskellige destinationer – fra Tranum og Thisted mod nord, over Ulfborg og Blåvand mod vest – og til Vejle og Nordsjælland.
Der er naturligvis også en sommerlejr på vej for juniorerne. Her afvikles en fælles tur på tværs af kredsene i begyndelsen af august.
Fælles for alle lejrene er, at det kræver en stor indsats fra frivillige og forældre, der bruger en uge af deres sommerferie på at give børne- og ungdomsløberne en uforglemmelig oplevelse med orientering. Forbundet vil gerne sende et stort tak i deres retning.
Foto: Anders Dalgaard
For at give et indblik i de mange oplevelser, løberne får i løbet af ugen, har vi bedt turansvarlig Anders Dalgaard skrive om Sydkredsens U1-sommerlejr (hvor billederne også er fra):
Vi er netop vendt hjem efter en fantastisk sommerlejr på Kronhede Lejrskole ved Ulfborg. Vi har virkelig kunnet mærke at vi har savnet fællesskabet, de gode træninger, slikturene og alt det sjov og ballade der opstår i løbet af sådan en lille uges tid.
Vi var 70 børn og voksne afsted. I år flere nye børn og familier, så vi arbejder på at sikre de fremtidige generationer af sydkredsløbere.
Vi har løbet i Stråsø - uden at se ulve, men med masser af poster og udspring i badesøen. Vi har løbet i Husby, hvor klitterrænet var grundlag for vores træning af kurveforståelse. Vi har løbet stafet i Fejsø, hvor vi fik afgjort hyttemesterskabet og prøvet at løbe en stafet med gaflinger. Vi har løbet Hyttemesterskaber i sprint i skoven rundt om lejrskolen.
Sidst men absolut ikke mindst fik vi afprøvet en nyskabelse, O-festival. O-festivallen var første skud på at prøve nogle nye discipliner af sammen med vores unge løbere. DOF har nedsat en arbejdsgruppe, hvor vi bl.a. gerne vil udvikle på de tilbud vi giver til børnene. Det var en rigtig god test, hvor der blev dystet i Farvejagt, kurve-O og hurtighed på en snitzlet bane.
Nu er alle børn og voksne hjemme igen, og vi glæder os til vi skal ses på U1 kursus til november og på stævnepladserne i efteråret.