Søgaard og Örnhagen tilbage i guldsporet på langdistancen
Camilla Søgaard, Horsens OK og Morten Örnhagen Jørgensen (OK Snab) kunne lige som på fredagens sprintdistance fejre et MTBO-danmarksmesterskab søndag eftermiddag efter langdistancen i Fussingø/Ålum.
Randers OK stod for dagens DM i de kuperede omgivelser.
Der var dog stor forskel på spændingen i de to seniorklasser, der bød på 20 kilometer hos damerne og 25 kilometer for herrerne.
I H21 var der nemlig blot 40 sekunders forskel på guld og bronzemedaljen. Morten Örnhagen lavede godt nok et par småfejl undervejs og tog ikke altid de hurtigste vejvalg. Alligevel var han 20 sekunder før Mikkel Brunstedt Nørgaard, OK Øst Birkerød, mens gårsdagens guldvinder fra mellemdistancen Thomas Steinthal, FIF Hillerød var yderligere 20 sekunder efter. Han tabte ærgerlig tid – og måske også guldmedaljen - på en misforståelse ved kortskiftet undervejs.
I D21 var Camilla Søgaards sejr anderledes suveræn efter en langdistance, hvor hun undgik større fejl og fik lov at træde igennem. I mål var hun mere end fem minutter foran Nikoline Splittorff, FIF Hillerød, mens den sidste stafetmakker fra VM-triumfen sidste torsdag, Cæcilie Christoffersen, OK Øst, kørte med bronzen yderligere to minutter efter.
Landstræner Allan Jensen glædede sig efter løbet over stabiliteten i herreklassen, hvor de to sidste-års-juniorryttere Morten Örnhagen og Mikkel Brunstedt tidsmæssigt lå på niveau med Thomas Steinthal.
Samtidig konstaterede han at Camilla Søgaard fik brugt sin ”power” i bakkerne – og at banerne fik udfordret rytterne med spændende vejvalgsstræk.