OK 73 har knækket kurven og vokser i coronaens skygge
Mens coronapandemien har givet store dele af idrætsverdenen dybe furer i panden og aflyst stævner på stribe, så har orienteringsklubben i Gladsaxe nord for København, OK 73, oplevet stor interesse for at komme ud og jage poster i skoven.
Klubbens ugentlige træninger kunne tidligere trække op mod 30 løbere i skoven på en god dag. I løbet af det seneste år er det toppet ved omkring 90 deltagere samme dag – og langt de fleste var ikke medlemmer af klubben.
Dem er der nu også kommet flere af. I løbet af de seneste fire måneder er medlemstallet steget med 13, så der nu er 72 medlemmer i klubben.
- Vi var ved at sygne helt hen og blive til en gammelmandsklub. Men for tre år siden talte vi om, hvad vi skulle gøre. Skulle vi nedlægge os selv og gå over i en anden klub, eller skulle vi give det en chance. Og vi blev enige om det sidste. Og så fik vi lavet en lille gruppe, der ville gøre meget ud af træningsforløbene, fortæller formand Gunner Jørgensen.
En del af forklaringen på succesen i OK 73 er, at klubben nu har træning på samme tid og samme sted – hver søndag formiddag.
Alle træninger slås op som begivenheder på Facebook, og så sørger klubben for både at have udfordringer til de børnefamilier, der kommer forbi – og unge motionister, der gerne vil lære at finde vej med kort og kompas.
Til børnefamilierne er der lavet ni baner med stigende sværhedsgrad og længde på de faste Find vej i Danmark-poster i Bøndernes Hegn. Når den sidste bane er gennemført har man gjort sig fortjent til ”det sorte bælte”. Og derudover kan børnene også af og til give den gas på en 300 meter lang sprintbane med tidtagning.
- Vi kan se, at konkurrencemomentet ved at gøre det sværere og sværere fanger børnene ind. Det betyder at de samme familier kommer igen, og nogle af dem har også meldt sig ind, fortæller formanden.
Klubben lægger også tre nye baner hver søndag – en mellemsvær og to svære baner i forskellig længde, der løbes på skærme. Udover at være et tilbud til klubbens eksisterende medlemmer, så har det også trukket en række nye ansigter i skoven.
- Der er kommet mange nye til, og det har betydet, at vi har fået en del yngre medlemmer også. Det synes jeg er virkelig godt. Og vi kan se, at de kommer igen søndag efter søndag og synes det er sjovt, siger Gunner Jørgensen.
Som alle andre klubber har OK 73 også skulle tilpasse de populære træninger til de skiftende coronarestriktioner. Til at begynde med kunne det lade sig gøre ved at lave to startsteder og et startinterval på en time, så ingen af deltagerne startede samtidig eller klumpede sammen.
Da forsamlingsgrænsen blev sat ned til 10 indførte klubben et booking-system, så man på forhånd kunne vælge sig ind på et startinterval på nettet.
Og nu hvor grænsen er faldet til fem er alle banerne på faste poster lagt ud via Facebook og hjemmeside som print selv-baner. Tidtagningen på sprintbanerne er sløjfet. Og træningsbanerne løbes stadig med et startinterval på en time, så ingen stimler sammen.
- Det giver trods alt fornemmelsen af en smule socialt samvær, at vi stadig lige kan sige hej til hinanden på afstand – selv om vi selvfølgelig ikke kan stå og tale sammen som vi plejer, siger Gunner Jørgensen.
Foreløbig fortsætter OK 73 med samme træningstilbud hele februar og derefter skal klubben finde ud af, hvordan fremtidens tilbud skal skrues sammen.
- Coronaen har jo gjort, at folk er sultne for at komme ud og løbe. Jeg er selvfølgelig lidt spændt på hvad der sker, når det hele åbner op igen. For så vil vi selvfølgelig også gerne selv ud og løbe åbne løb og måske fokusere knap så meget på træningen. Så det skal vi finde ud af, hvordan vi skal tackle. Men jeg synes, at succesen giver en mulighed for at komme i gang. Og især fordi nogle af de nye medlemmer er yngre, så tror jeg, at vi er på rette vej, slutter formanden.
Find OK 73 på Facebook
Se OK 73's Facebookbegivenhed for træning d. 7. februar 2021
Besøg OK 73 på klubbens hjemmeside
Tidligere har du her på DOF’s hjemmeside kunne læse om:
Vestjysk OK giver O-introduktion på Teams
Søllerød OK’s coronatilpassede Molboløb:
Interview med Tim Falck Weber, der står bag CoronaCup i Nordsjælland
Foto: Jakob Lind Tolborg