Nyt projekt: DOF's Vision for træning af børn og unge
Foto: Kell Sønnichsen
Børn og Unge er et vigtigt indsatsområde i DOF's strategiske aftale med Danmarks Idræts Forbund for de kommende 4 år. En række aktiviteter skal, gennem fokus på træning af børn og unge, skabe mere aktivitet i klubberne og fastholde børn og unge orienteringsløbere. DOF’s hovedbestyrelse har besluttet at projektet skal være DOF’s "Vision for træning af børn og unge" i de kommende fire år (2018-2021), og projektet er døbt TBU (Træning af Børn og Unge). TBU vil tage udgangspunkt i det ti år gamle ATK-projekt, som på mange punkter var en stor succes for de 10 klubber der ansøgte og blev udvalgt til at være med. Det nye projekt TBU skal udbredes til alle interesserede klubber.
Projektets overordnede målsætninger:
- At give tilbud der kan være med til at styrke og videreudvikle klubbernes børne/ungdoms-træning:
- Flere inspirerende og motiverende klubtræningsmiljøer der rekrutterer og fastholder børn og unge i klubben
- Flere børn og unge der udvikler deres færdigheder som orienteringsløber på en god måde (fysisk, teknisk, mentalt og socialt).
- Flere trænere og ledere der får større forståelse og viden om børn og unges træning og udvikling
- At skabe begejstring for orientering gennem deltagelse i træning og konkurrence hos børn og unge
- Flere børn og unge der deltager i stævner og aktiviteter
- Større fastholdelse af børn og unge i sporten
- At skabe større rekrutteringsgrundlag for klubber, kredse og landshold
- At skabe større sammenhængskraft i Dansk Orientering
For at opfylde målsætningerne iværksættes en række initiativer under TBU-paraplyen, herunder følgende elementer:
- TBU-klubprojekter med opstart efteråret 2018
- Bogen ”Træning af børn og unge orienteringsløbere” som udkommer sommeren 2018
- Træneruddannelser i DOF med ny struktur fra efteråret 2018
- Online Trænerforum med opstart efteråret 2018
Læs mere om TBU i dette nyhedsbrev som også er udsendt til alle klubber.
Trænerkurser 2017-2018:
I vinteren 2017/2018 tilbydes en række pilot-trænerkurser, hvor den nye moldul-opbyggede uddannelsesstruktur implementes. Fire moduler bliver udbudt i takt med at materialet i bogen ”Træning af børn og unge orienteringsløbere” bliver færdigbeskrevet:
- Søndag d. 26.november 2017 kl. 9-17 i Århus: Modul om o-teknisk udvikling og træning
- Søndag d. 28.januar 2018 kl. 9-17 i Århus: Modul om fysisk/motorisk udvikling og træning
- Søndag d. 18.marts 2018 kl. 9-17 i Hillerød: Modul om træningsplanlægning
- Lørdag d. 19.maj 2018 kl. 9-17 i Hillerød: Modul om sportspsykologisk udvikling og træning og trænerrollen
Forbundet opfordrer så mange trænere og/eller andre interesserede til at deltage på pilot-trænerkurserne, og modtager gerne indspil til kurserne i forhold til indhold, opbygning mm.
Tilmelding til de enkelte moduler sker via O-service. Bemærk at første modul om o-teknisk udvikling og træning udbydes allerede d. 26.november og sidste tilmelding er forlænget til søndag d. 19.november. Der er stadig plads til flere.
Læs mere om trænerkurserne 2017-2018 her
Vil du bidrage til TBU?
Vi er på udkig efter personer fra DOF’s klubber, der har lyst til at bidrage til at styrke og kvalitetssikre de forskellige elementer af TBU. Det kunne fx være som ekstern sparringspartner på udarbejdelsen af (dele af) bogen ”Træning af børn og unge orienteringsløbere”, eller hvis der nogen der har gjort sig tanker om - og har gode ideer til – de kommende klubprojekter, nye træneruddannelser og/eller det nye online trænerforum.
Fra alle klubber, er vi interesseret i at få tilbagemelding på følgende spørgsmål:
- Hvad kan gøre at det bliver interessant for jeres klub at være med i et TBU-klubprojekt?
- Er der noget i TBU i savner, som det ser ud nu?
- Hvem i din klub kunne det være relevant at kontakte i forhold til videre arbejde med TBU i din klub?
Alle indspil modtages gerne på mail til Tue Lassen, TBU-konsulent,