World Games: Søren Bobach nr. 9
Og Andreas Hougaard Boesen nr. 13
Igen i dag viste Søren Bobach verdensklasse, da han i det stærke felt ved World Games erobrede en imponerende 9. plads, blot 2:25 minut efter vinderen Matthias Kyburz fra Schweiz. Samtidig skal Andreas Hougaard Boesen fremhæves for en rigtigt flot 13. plads, der samtidig er en af Andreas' absolut bedste internationale præstationer på mellemdistancen.
Som ventet passede den let kuperede og uoverskuelige løvskov de danske løbere godt. Som Cecilie tidligere fortalte, så minder vegetationen meget om, hvad vi finder i Danmark. Man skal holde høj fart og alligevel holde retningen i den tætte bevoksning. Små svaj kan ikke undgås, men mange af de øvrige deltagere lavede væsentligt større fejl end de to danskere.
Sørens vurdering efter løbet: "Det var ikke helt godt nok. Jeg laver for mange svaj og har ikke godt nok flyd. Dertil fik jeg en kontaktlinse slået ud lige før publikumspassagen, så jeg ser kortet noget sløret på sidste runde. Så der har jeg dårlig kontrol og laver to fejl. Terrænet passede mig ellers fint. Det minder om Danmark, så jeg følte mig helt hjemme i det. Så jeg ville godt have været højere oppe på listen."
Andreas giver sit besyv med: "Det gik rigtig godt. Skoven var ikke lige min fordel, så taktikken var at tage det en post ad gangen og være helt sikker på både ind- og udløb. Med 30 poster, så kunne man hente meget på bare at være skarp der. Desuden tvang jeg mig selv til at have styr på kortet i stedet for blot at løbe på retningen. Taktikken lykkedes, jeg ramte alle poster rent. Så jeg er virkelig godt tilfreds med mit løb og placering."
Sportschef Lars Lindstrøm udtaler efter løbet: "Det var fedt! Jeg er ovenud tilfreds med resultaterne i dag. Især Cecilie viser, hvor god hun er. Vi er helt klar til i morgen og vi glæder os!"
Det blev schweizisk dobbeltsejr, idet Florian Howald erobrede andenpladsen med tjekkiske Vojtech Kral på bronzepladsen. Gustav Bergman på sjettepladsen var i øvrigt eneste nordiske løber foran Søren, hvilket yderligere illustrerer, at der er mange lande med i toppen - det sætter igen Søren og Andreas´præstationer i relief.
Alle resultaterne kan findes på IOF Livecenter via linket nedenfor.
I morgen, torsdag, skal vi være klar ved computerne tidligt, når World Games afslutes med den danske paradedisciplin, sprintstafetten, der starter allerede kl. 09:00. Som altid kan den følges på IOF Livecenter.
Fotos og interviews: Kell Sønnichsen.